Foto: Nords Vildmarksbade – Vildmarksbadet er blevet populært under Coronakrisen og kan let sættes op i haven.

Nords Vildmarksbade har øget salget af Vildmarksbade med næsten 70% under Coronakrisen. Jens Hovgaard, som er uddannet ingeniør og selv har designet vildmarksbadene, mener at folk vil gerne have noget hyggeligt at samle sig om derhjemme.

Mange danske familier har pga. Coronakrisen stoppet op og gået ned i gear. Kortspil, syning og bagning erstatter transport til og fra arbejde. Det er blevet tid til at dyrke familien og hjemmelivet. Det mærker de tydeligt i Skive i Nords Vildmarksbade, som har fået travlt med at sende vildmarksbade afsted til kunder i hele landet.

“Jeg tror, at vi er gået næsten 70% op i omsætning. Før Corona solgte vi 5-8 om måneden. Her i marts har vi solgt mere end 25 vildmarksbade”, siger indehaver Jens Hovgaard, der selv har designet de vildmarksbade, der nu går som varmt brød.

Der er for Jens Hovgaard ingen tvivl om, at der pga. Corona virussen, er flere folk som har fået øjnene op for kvaliteterne ved vildmarksbade. Nu hvor det ikke er muligt at rejse udlands, kan man få lidt feriestemning hjemme i haven og give familien noget nyt at samles om.

“Folk har fået mere tid, børnene er blevet rastløse efter mange uger væk fra kammeraterne. Så der er brug for en sjov og hyggelig aktivitet, som samler familien på tværs af alle aldre. Vi oplever også, at flere bestiller det hjem til deres sommerhuse. Vildmarksbadet giver lidt ekstra til naturoplevelsen”, siger indehaver Jens Hovgaard.

Startede som et hobbyprojekt

Vildmarksbadet er bygget op som et kar med en indbygget ovn. Det kan sættes direkte op ude i haven da det kommer 99% færdigmonteret. Der er en indbygget ovn i karet, som fyres op med brænde og varmer derved varmer vandet op. Jens Hovgaard har selv designet det og det kan fås i flere modeller og størrelser. 

“Det startede egentlig som et hobbyprojekt. Min bror og jeg ville gerne have et Vildmarksbad, men vi kunne ikke finde noget ordentligt på nettet. Jeg er uddannet ingeniør, så jeg satte mig ned og designede mit eget bad. Vi fandt nogle dygtige samarbejdspartnere og fik produceret to vildmarksbade. Pludselig ville alle vores venner og familie også have et kar, så startede vi Nords vildmarksbade. Siden har det udviklet sig lige så stille. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer”, slutter han.