Den store aftale har en varighed på 20 måneder og derudover en option på yderligere seks år. Der skal udføres arbejde for cirka 40 mio. kroner om året forventes der.

HOFOR har udbudt aftalen i to dele, hvor denne ene rummer vandledninger i Københavns Kommune, mens den anden rummer arbejde i kommuner uden for København. NCC er glade for at have genvundet Københavneraftalen.

”Vi er rigtig stolte af at have vundet kontrakten igen,” siger Kim Petersen, NCC Danmark. ”Vi har stor erfaring med arbejdet og har dygtige folk på opgaven, og vi er glade for at kunne fortsætte vores gode samarbejde med en god bygherre.”

Kender allerede arbejdet og udfordringerne godt

Før tildelingen af den nye rammekontrakt har NCC via to rammekontrakter på fire år ad gangen arbejdet med vandledninger for HOFOR, så det er med otte års erfaring i bagagen, at der tages hul på arbejdet i en ny periode.

Aftalen omfatter vandledningsarbejder i forbindelse med renovering, omlægning og anlæggelse af nye vandledninger.

”Der er noget særligt ved at arbejde i de små gader inde i City og ude i brokvartererne,” siger Kim Petersen, NCC Danmark. ”Men det stiller også krav til os, fordi der ofte skal arbejdes i trafikerede områder med begrænset plads. Det er dog noget, vi har stor erfaring med.

Høj prioritering af sikkerheden

Der er 50-70 medarbejdere på opgaven, som de sidste to år har opnået tæt på 700 dage uden ulykker med fravær. Det kan synes ufarligt at renovere vandledninger, men der er al mulig grund til at være skarp på sikkerheden, idet arbejdet ofte foregår mellem fortov, cykelsti og vej.

I København, hvor der er gravet op så mange gange de samme steder, er der en reel risiko for sammenstyrtninger i udgravninger, hvis man ikke får afstivet rigtigt. Oven i skal man sikre sig mod den tætte trafik af biler, cykler og ikke mindst de hurtige elløbehjul.

”Vi er glade for samarbejdet med HOFOR, og det skyldes ikke mindst, at det er en meget professionel bygherre, der har det samme store fokus på sundhed og sikkerhed, som vi selv har,” siger Kim Petersen, NCC Danmark. ”Vi har tradition for sikkerhedsmøder med HOFOR’s arbejdsmiljørepræsentanter hver 14. dag, og det er med til at holde os skarpe på sikkerheden.”