Steens karriere tog sin begyndelse i 1980, hvor han tog afgang som Arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Straks derefter arbejdede han i en årrække for Skidmore, Owings & Merrill i New York. Tilbage i Danmark var han medstifter af PLH Arkitekter A/S i København, hvor han har været partner siden 1985. Som nøglefigur på tegnestuen har han udviklet og forfinet et af de forretningsområder, som PLH er særligt kendt for, nemlig integrationen mellem workplace- og bygnings-design. Steen har også været ansvarlig for en lang række kendte byggerier i både Danmark og udlandet. Nogle af de prisvindende projekter inkluderer Allerhuset i København, K29 i Vilnius og WSA HQ i Singapore.
Steen er medlem af Arkitektforeningen (MAA), han er international associate i American Institute of Architects (AIA), og har derudover været med til at grundlægge Dansk Facilities Management Netværk. Samtidig er han aktiv i en række europæiske advisory boards og har meget stor erfaring som jurymedlem i arkitektkonkurrencer.
Som yngre var Steen en meget dygtig atletikudøver. Han deltog i en række landskampe med ungdomslandsholdet og seniorlandsholdet, og i 1974 blev han dansk mester i højdespring. Han er fortsat aktiv maraton løber i Sparta, København, og har løbet bl.a. Chicago Marathon, Boston Marathon, London Marathon, New York Marathon.
Steen bor i Charlottenlund med sin hustru, Joanne. De holder meget af at rejse, især sammen med deres to børn og barnebarn.