Foto: nytouh.dk
Byg til Vækst har fået bevilget 600.000 kr. til indkøb af pavillon, som skal stå på den enorme OUH-byggeplads. Den er en del af en aftale, som skal flytte ledige fra arbejdsløshed til uddannelse og beskæftigelse.
Den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera er i disse uger gået i gang med at opføre den første del af det nye OUH i det sydøstlige Odense. Den 800.000 m2 store byggegrund kommer til at blive en af Danmarks største byggepladser de næste par år med op mod 1500 bygningsarbejdere i de travleste perioder. Byggepladsen bliver derfor en enestående mulighed for at få ledige i arbejde.
Pavillon til 600.000 kr. skal få ledige i job
Region Syddanmark indgik derfor i 2017 en aftale med Byg til Vækst, der er et samarbejde mellem fynske kommuner og arbejdsmarkedets partnere om, at byggepladsen skulle være med til at få ledige i arbejde og under uddannelse. Byg til Vækst skal være til stede på byggepladsen, og som en del af aftalen skal regionen sørge for lokaler til initiativet. Det er også noget, regionsrådet ser muligheder i, og et enigt regionsråd har derfor bevilget 600.000 kr. til en Byg til Vækst-pavillon, der skal stå på byggepladsen.
“Selvfølgelig skal vi bruge så stort et byggeri som Nyt OUH til at bringe ledige i uddannelse og beskæftigelse. Derfor er jeg meget glad for, at vi med en pavillon kan give Byg til Vækst bedre mulighed for at være på selve byggepladsen og hele tiden have fingeren på pulsen i forhold til at hjælpe ledige, elever og andre,” fortæller Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
I pavillonen skal medarbejdere fra eksempelvis Byg til Vækst, uddannelsesinstitutioner og fagforeninger kunne komme i kontakt med de virksomheder, der er i gang på byggepladsen for at bringe ledige i arbejde og i uddannelse.
Klar til november
Planen er, at pavillonen skal være klar til november. Den kommer til at indeholde kontorer, mødelokaler, køkken og toilet og skal stå ved indgangen til byggepladsen.
“Byg til Vækst Nyt OUH pavillonen skal være et vindue og et kig ind til skabelsen af et fantastisk spændende mega byggeri – et byggeri, der skal rumme et af Danmarks største super sygehuse – og det sker lige her på Fyn. Det at være fysisk tilstede, er meget vigtigt for os i Byg til Vækst – du kan sige, at teori bliver til praksis – og det virker. Mange ledige har fundet job eller uddannelse via Byg til Vækst netop, fordi vi er til stede fysisk på byggepladsen,” siger Byg til Væksts formandskab, Torben Knudsen og Claus Larsen, som henholdsvis repræsenterer formand for 3F Bygningsarbejdernes Fagforening på Fyn, og Dansk Byggeris næstformand på Fyn.
Nyt OUH i Odense:
– 800.000 m2 byggegrund
– 1500 bygningsarbejdere vil være beskæftigede i spidsperioder
– 224.000 m2 somatisk sygehus og 26.000 m2 psykiatrisygehus
– Ventes at stå færdigt i slutningen af 2022
– Det største byggeri i Region Syddanmark nogensinde