Illustration: BIG
Den tyske Forbundsdag har bevilget 10 mio. kr. til museet FLUGT. Det skal tegnes af Bjarke Ingels Group (BIG) og fortælle historier om flygtninge i et historisk perspektiv og i samtiden.
I Oksbøl ved Varde skal et nyt museum åbne dørene. Det skal hedde FLUGT og skal placeres tæt ved den tyske flygtningekirkegård, hvor det skal formidle historier om flygtninge i efterkrigsårene og op til i dag. Det var nemlig lige netop der, at danmarkshistoriens største flygtningelejr lå i årene efter Anden Verdenskrig, som husede tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter flugten fra den røde hær. For første gang nogensinde har den tyske Forbundsdag valgt at donere penge til et dansk museum, og museet håber derfor på at kunne åbne dørene i foråret.
Museet skal anlægges af Vardemuseerne, og museumsdirektør for Vardemuseerne, Claus Kjeld Jensen kan ikke få armene ned: ”Vi kan næsten ikke få armene ned over nyheden! Selve donationen er jo historisk i sig selv, og så er det bare en kæmpe forløsning, at vi nu er så langt med finansieringen, at vi forhåbentlig kan tage første spadestik til foråret.”
Gammelt sygehus skal omdannes til museum af BIG
I den enorme flygtningelejr lå der et sygehus, og sygehuset er det sidste fysiske spor af flygtningelejren. I dag står bygningerne tomme, og det er her, det nye museum skal have til huse. Det er Bjarke Ingels Group (BIG), som har tegnet tilbygningen til det tidligere sygehus. Tilbygningen, der bliver i cortenstål, skal knytte de to længer sammen.
Det buede tilbygning er inspireret af lejrens historie: Udadtil vil den virke massiv og lukket, ligesom flygtningelejren var for mange udenforstående. Indefra vil bygningen være lys, åben og imødekommende med en glasfacade da liv, lys og ikke mindst håb også var en stor del af historien.
Der er tale om et 4,5 km2 stort museumsområde, der udover de nye bygninger også vil rumme den eksisterende flygtningekirkegård med hundredvis af gravstene efter tyske flygtninge, der boede nær den vestjyske by Oksbøl i årene efter Anden Verdenskrig.
Etableringen af museet forventes at løbe op i omkring 100 millioner kroner.
Fakta om flygtningelejren
- I 1945 boede der på et tidspunkt 36.000 tyske krigsflygtninge i flygtningelejren nær Oksbøl, hvilket betød, at lejren i praksis var Danmarks 5. største by.
- I perioden 11. februar til 5. maj 1945 modtog Danmark cirka 250.000 tyske flygtninge fra krigens østfront, primært kvinder, ældre og børn.