Den danske flise- og klinkevirksomhed Mosaikhjørnet skal til at forhandle fliser med en helt ny og innovativ antibakteriel belægning, som brændes ind i fliserne. Virksomheden bliver den første og eneste virksomhed i Danmark med denne flise. Belægningen, der er beskyttet af et europæisk patent, bekæmper 99,99 procent af alle bakterier inden for blot to timer og er testet mod blandt andet HIV og den resistente MRSA-bakterie.

Berøring af samme overflader er en væsentlig smittekilde mellem mennesker. Bakterier får nu ikke længere lov til at leve på gulve og vægge i eksempelvis private boliger, skoler, på hospitaler og plejehjem.

En ny innovativ belægning, som bekæmper 99,99 procent af alle bakterier inden for kun to timer, bliver til efteråret for første gang lanceret på det danske marked. Det bliver flise- og klinkevirksomheden Mosaikhjørnet, der i 57 år har specialiseret sig i løsninger inden for fliser og klinker, der eksklusivt kommer til at forhandle løsninger med belægningen ”Active” i Danmark.

“Vi er utrolig stolte af at blive valgt som eneforhandler i Danmark af et innovativt og banebrydende produkt som Active Clean Air & Antibacterial Ceramic. I disse tider må man sige, at vi er blevet særlig opmærksomme på at rengøre og desinficere overflader, og vi tror, at den udvikling fortsætter. Derfor forventer vi også, at det vil resultere i et stigende salg som en naturlig følge af, at vi er blevet mere opmærksomme på, at bakterier og virus kan smitte via overflader og facader“, fortæller direktør hos Mosaikhjørnet, Tanja Foged, og fortsætter:

Belægningen er allerede testet mod HIV og den resistente MRSA-bakterie, hvortil det er dokumenteret, at den dræber bakterierne inden for kun to timer og bliver ved med at virke effektivt hele flisen eller klinkens levetiden. På samme måde håber vi også, at vi snart får mulighed for at teste, om belægningen har samme virkning på Covid-19″.

Belægningen kan printes på og derefter brændes ind i alle de fliser og klinker, både til gulve, vægge, bordplader og facader, som Mosaikhjørnet sælger fra Ariostea High-Tech.

Fjerner forurening og skaber bedre indeklima

Den nye flise- og klinkebelægning har ikke kun fordele, når det kommer til bakterier. Belægningen har nemlig også en dokumenteret gavnlig effekt på luftforurening og kompenserer således allerede efter to år for den mængde luftforurenende kvælstofoxid, som produktionen har medført.

“Vi har i de seneste år mærket en stigende efterspørgsel på løsninger, der ikke blot består af bæredygtige materialer, men også er produceret med tanke på at mindske spild og udledning af forurenende stoffer. Derfor er vi naturligvis glade for at kunne tilbyde vores kunder et produkt, som ligefrem fjerner det forurenende stof kvælstofoxid og derved kompenserer for den udledning, produktionen forårsager”, forklarer Tanja Foged.

Når forurenende stoffer som kvælstofoxider kommer i kontakt med Active, bruger belægningen sollyset eller LED-lys til at nedbryde det forurenende stof til kemiske forbindelser, som er ufarlige for den menneskelige krop. Det er på den måde en gavnlig effekt på indeklimaet, da luftens kvalitet er en af de væsentlige faktorer, som skaber et sundt klima indendørs.

“Det er ikke kun udenfor, at luften kan være forurenet. Faktisk bliver luften, vi indånder indenfor også forurenet af luft udefra og skrappe rengøringsmidler, men fliser og klinker med Active-belægning vil medvirke til, at luftens kvalitet bliver øget og samtidig vil luftgener blive mindsket som følge af gulvets lavbakterielle miljø. På den måde bidrager belægningen også til at skabe et godt indeklima, som har en effekt på vores sundhed og velvære”, forklarer Tanja Foged.