Foto: Pexels.com
For første gang i fire år begrænses flere byggevirksomheder af mangel på efterspørgsel og ikke af mangel på medarbejdere, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge Dansk Byggeri viser det, at presset på byggeriet er aftaget i løbet af det seneste halve år.
Den seneste konjunkturindikator faldt fra -5 i december til -6 i januar. Det har skabt en smule mere negativitet i byggevirksomhedernes forventninger til fremtiden.
“Bygge- og anlægsbranchen kan se tilbage på seks års ubrudt opsving fra 2013 til 2019, og udviklingen tyder fortsat på en blød landing i år. Men byggevirksomhederne er især bekymret over mængden af ordrer, og det har i januar trukket konjunkturindikatoren nedad,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
I januar blev hver femte bygge- og anlægsvirksomhed begrænset i produktionen på grund af mangel på medarbejdere, ifølge Danmarks Statistik. Men nu er der 22 procent, der angiver, at de er begrænset af mangel på efterspørgsel.
“De nye tal bekræfter, at det konjunkturmæssige pres på byggeriet er aftagende, mens den underliggende, mere strukturelle mangel på faglærte medarbejdere – især tømrere og elektrikere – fortsat består,” siger cheføkonom Bo Sandberg.
Huller i anlægsordrer
Det er især anlægsvirksomhederne, der mangler opgaver, ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik – 58 procent af anlægsentreprenørerne oplever i januar begrænset produktion på grund af mangel på efterspørgsel.
“Det vil være en stor fejl at tro, at der bare er tale om et tilfældigt sæsonudsving i en rekordvarm vinter. Det er hævet over enhver diskussion, at mange anlægsvirksomheder oplever store huller i ordrebøgerne på hjemmemarkedet. Og forsinkelsen af den langsigtede infrastrukturplan er ved at være temmelig problematisk, hvis de skal kunne fastholde medarbejderne i vej- og banevirksomhederne,” udtaler cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Men der er fortsat mangel på medarbejdere på andre områder – 31 procent hos murerne, 29 procent hos el-installationsvirksomheder og 24 procent hos VVS-firmaer.