Foto: Christoph Tewis // Helgoland 01-03: Sandberg står bag 68 klimavenlige boliger på Helgoland.

Sangberg har designet 68 klimavenlige boliger på Helgoland. Projektet er arkitekternes første tyske træbyggeri og understøtter områdets ambitioner om at være en nul-emissions ø. De første 16 beboere er nu flyttet ind. 

Der er behov for prisvenlige boliger, der kan understøtte den øgede turisme, som flere tyske øer oplever. I 2019 blev den første tyske ø-konference afholdt, hvor bæredygtig udvikling inden for turisme og infrastruktur samt behov for lejeboliger blev diskuteret. 

Sangbergs 68 klimavenlige boliger på Helgoland afhjælper behovet for bæredygtige og prisvenlige boliger på en ø, hvor den store mangel på boliger medfører høje huspriser og gør det svært for mange at finde et sted at bo.

“For os er dette på mange måder et fyrtårnsprojekt,” fortæller Jörg Singer, borgmester på Helgoland og fortsætter:

”De nye lejligheder er attraktive, prismæssigt overkommelige og klimavenlige. Vi er alt i alt meget tilfredse med de nye boliger, der er opført på Helgoland.”

Rationel og effektiv byggeri i et vanskeligt område
Boligerne på Helgoland er Sangberg arkitekternes første tyske træbyggeri, og projektet bygger videre på øens kulturarv og identitet. De nye boliger er enkle saddeltagshuse med træ- og mørke zinkfacader, hvis farver viderefører de øvrige bygningers farvesætning og passer ind med øens eksisterende bebyggelser.

Projektet er designet som et klimavenligt træbyggeri med industrielt let byggeri fremstillet af præfabrikerede træmoduler, som produceres på en fabrik på fastlandet. Dette sikrer en rationel og effektiv konstruktion, og præfabrikationen resulterer samtidig i kort opførelsestid, mindre vejrrelaterede forsinkelser og færre trafik- og byggeomkostninger – uden at det går ud over byggeriets kvalitet.

”Der er mange udfordringer, der skal tackles, når man bygger nye boliger på en ø i Nordsøen. En af disse er logistikken, derudover er der også indkøb af byggematerialer og den dyre og tidskrævende transport. Derfor valgte vi i samarbejde med kommunen at opføre de klimavenlige boliger som modulbyggeri, hvor modulerne bliver fremstillet på fastlandet, hvorefter de sejles ud på øen, hvor de samles. Ved hjælp af denne sikre og optimerede byggeproces har vi, på trods de særlige byggeforhold på Helgoland, undgået de værste udfordringer ved at bygge nyt på et ellers utilgængeligt sted. Vi sigter på at færdiggøre alle 68 boliger i begyndelsen af 2020. Når man tager højde for beliggenheden og afhængigheden af vejrlig forhold, er en byggetid på 1,5 år bestemt noget vi er tilfredse med,” forklarer Thomas Walcher, associeret partner hos Sangberg.

Design understøtter ambition
Boligerne på Helgoland er opført som lavenergihuse, som medfører et helt særligt fokus på CO2-udledningen under byggeriet og i forbindelse med den efterfølgende drift og vedligehold. På den måde understøtter boligerne Helgolands ambition om at blive en nul-emissions ø. 

Boligerne er udviklet i samarbejde med Campus 360, mens Gemeinde Helgoland er bygherre og Diamond Module leverer træmodulerne.

Fakta om Helgoland boligerne

  • Bygherre: Gemeinde Helgoland
  • Udvikler: Campus 360
  • Arkitekt: Sangberg
  • Rummoduler: Diamond Modules
  • Areal: 3.500 m2 fordelt på 68 boliger