Foto: JFP a/s // CEO ved JFP a/s, Jesper Friis Poulsen og salgsdirektør og partner ved JFP a/s, Søren Trærup
Opførelsen af en markant udvidelse af JYSK’s hovedkontor i Brabrand ved Aarhus bliver med JFP a/s som totalentreprenør. Udvidelsen omfatter omkring 10.000 m2 med to nye kontorfløje med plads til 450 medarbejdere, et stort auditorium, forbindelsesfløje, samt kældre og p-arealer.
Byggeriet skal DGNB-certificeres og efter planen stå klar i oktober 2021. Med 2 nye kontorfløje vil hovedkontoret have 5 fløje i alt. Derudover vil det store auditorium kunne rumme 400 mennesker, hvilket giver JYSK mulighed for at afholde større arrangementer for medarbejderne. Auditoriet vil desuden være gode faciliteter til arrangementer for uddannelsesinstitutioner og kunder. JFP a/s har rådført sig med COWI A/S til projektet, der dermed er projektets rådgivende ingeniører. Derudover vil Arkitema Architects A/S være underrådgiver.
Grundig forberedelse
Communications & CSR Director, Rune Jungberg Pedersen fra JYSK udtaler: ”Vi ser meget frem til at kunne tage byggeriet i brug og har stor tiltro til JFP som totalentreprenør. De har været særdeles seriøse og velforberedte i forhandlingerne, og så har de et godt ry. De er kendte for høj kvalitet, overholdelse af tidsplaner/pris samt gode arbejdsforhold på byggepladsen. Alt sammen noget, vi har vægtet højt i vores udvælgelse. Vi ser frem til samarbejdet.”
DGNB-certificering
Det har været et strategisk valg at udvidelsen skal DGNB-certificeres: ”Det betyder meget for os, at vi som ansvarlig virksomhed bidrager til samfundet, også når det gælder vores nye udvidelse af hovedkontoret. Det er en stor investering, og den skal sikre gode medarbejderforhold i mange år frem og et ansvarligt aftryk på samfundet” fortsætter Rune Jungberg Pedersen.