Helt efter planen er beboerne i AP Pensions svanemærkede boligejendom, Østbryggen, ved Holbæk Havn så småt i gang med indflytningen. Beboerne kommer til at bo med vandet som nabo og i gåafstand til Holbæks byliv. Østbryggen er samtidig Holbæks første svanemærkede etageejendom.
I januar 2020 tog AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, sammen med totalentreprenøren 5E Byg første spadestik til 34 svanemærkede boliger i Østbryggen ved Isefjords Allé 29 i Holbæk. Her godt et år efter er de første beboere så småt begyndt at flytte ind i ejendommen, der er det første svanemærkede etagebyggeri i Holbæk.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, har set frem til, at der kom liv i boligerne, der alle enten har egen altan eller terrasse. Ligesom der er et åbent og inkluderende fælles opholdsareal, hvor beboerne har mulighed for at mødes på kryds og tværs. Boligerne er fra to-fire værelser fordelt på 69-134 kvadratmeter.
“Håndværkerne har leveret et stort og flot stykke arbejde, hvor slutresultatet er blevet lige så flot, som planlagt. Vi glade for, at beboerne er begyndt at flytte ind, så der kan blive skabt liv i Østbryggen. Vi er samtidig stolte over, at vi introducerer det første svanemærkede etagebyggeri i Holbæk“, siger Peter Olsson, der samtidig glæder siger over, at alle 34 boliger er udlejet.
Med Svanemærket lever Østbryggen op til en række krav i forhold til indeklima og byggematerialer til gavn for både miljø, klima og beboere. Svanemærket stiller blandt andet krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter. Det vil sige krav til alt fra maling og fugemasser til isolering, dampspærre og gulve.
“Svanemærkede boliger er vejen frem, når vi opfører ejendomme. Det er godt for klimaet, og så er det ikke mindst sundere for dem, som bor der. Vi vil altid skabe de bedst mulige rammer for vores lejere, og det kan vi blandt andet gøre ved at bygge svanemærket med et godt indeklima til følge“, siger Peter Olsson.
Miljømærkning Danmark, der står for certificeringen med Svanemærket, glæder sig over, at det er en svanemærket ejendom, som AP Pension netop har opført.
“Vi er glade for, at vi nu har kunnet certificere det første svanemærkede etagebyggeri i Holbæk. Det er samtidig særdeles positivt, at AP Pension kan introducere endnu en svanemærket ejendom. De krav, der bliver stillet til svanemærket byggeri, gør, at beboerne kommer til at leve i en bolig, hvor der er fokus på bæredygtige rammer og et godt indeklima“, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Foruden Østbryggen har AP Pension for godt et år siden opført Holbæk Fjordtårn, også med lejligheder, som har været meget efterspurgte, og skulle muligheden opstå igen, vil Peter Olsson ikke være afvisende for at opføre endnu flere boliger i Holbæk
“Vi har kun gode erfaringer med at opføre ejendomme i Holbæk. Byen har en smuk placering, hvor der både er natur og handelsliv. Samtidig har vi endnu engang haft et godt og konstruktivt samarbejde med Holbæk Kommune. Hvis den rette mulighed dukker op, så vil vi bestemt ikke være afvisende for at opføre endnu en ejendom i Holbæk“, fortæller Peter Olsson.