Pressemeddelelse
I dag er der 220.000 sommerhuse i Danmark, og 2.500 nye er på vej. Hvor skal de ligge? Og hvordan passer flere sommerhuse sammen med hyppige oversvømmelser, mere vild natur, turisternes mange ønsker og kommunernes planlægning?
Sommerhusejernes Landsforening holder 22. september 2025 konference om fremtidens sommerhusområder. Her mødes alle med interesse i emnet: sommerhusejere og -lejere, politikere, forskere, kommuner og interesseorganisationer til dialog om store spørgsmål, der er vigtige for en vellykket udvikling af Danmark som sommerhusland:
- Er der overhovedet plads til flere sommerhuse i Danmark?
- Skal de ligge ved kysten eller inde i landet?
- Hvad betyder planlovens 2.500 nye sommerhuse for naturen og lokalsamfundene?
- Hvad er den rigtige balance mellem turisme, klima og bæredygtighed?
- Skal vi bygge nyt – eller renovere de sommerhuse, vi allerede har?
Brug for dialog – mange interesser
“Sommerhusene er en vigtig del af både danskernes fritidsliv, turismeøkonomien og vores fælles kulturarv. Men der er mange modsatrettede interesser i spil, og derfor er der brug for en åben og tværfaglig dialog, som konferencen danner rammen for. En konstruktiv dialog er forudsætningen for en vellykket videreudvikling af Danmark som sommerhusland,” siger Sten Scheller, formand for Sommerhusejernes Landsforening.
Fokus på løsninger – ikke kun problemer
Programmet for konferencen spænder fra turisme og lokaløkonomi til bæredygtigt byggeri, planlov, naturhensyn og kystsikring.
”Vores mål med konferencen er at skabe et fælles vidensgrundlag og netværk på tværs af aktører. Kun på den måde kan vi udvikle sommerhusområderne, så vi både tilgodeser ejere, lejere, kommuner og naturen,” siger Sten Scheller.
Talere
Konferencen finder sted i Huset Middelfart og ledes af Simon Dinsen Hansen, redaktør på Turistmonitor. Dagen byder på oplæg fra eksperter fra Aalborg Universitet, Akademisk Arkitektforening, interesseorganisationer og kommuner fra hele landet.
Praktisk information
Tid: 22. september 2025 kl. 9.30–17.30
Sted: Huset / Byggecentrum, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart
Se program og tilmelding: https://www.sommerhusejerne.dk/
Pressen er velkommen (gratis) mod forudgående tilmelding. For yderligere oplysninger kontakt:
Sten Scheller, formand Sommerhusejernes Landsforening, tlf.: 61 81 57 10, mail: sekretariat@sommerhusejerne.dk
Følg konferencen på LinkedIn: Sommerhusejernes Landsforening














