Foto: LINK arkitektur // Fællesskabets Hus i Ry – Visualisering

​Fællesskabets Hus i Ry ved Skanderborg indvies officielt den 28. januar 2020. Det nye byggeri rummer 72 demensvenlige plejeboliger og et fælleshus, der skal fungere som et socialt centrum for beboere og lokalsamfund.

Af de ca. 41.000 borgere, der bor på plejehjem, er to tredjedele ramt af demens – og det stiller store krav til de omgivelser, beboerne befinder sig i. Den udfordring vil parterne bag Fællesskabets Hus løse med det nye byggeri. Ambitionen har været at lave et foregangseksempel på et kommunalt velfærdsbyggeri, der både er æstetisk, inkluderende og funktionelt.

Arkitekterne bag det nye byggeri er LINK arkitektur, som er med i byggeprojektet med C.C. Contractor som totalentreprenør, ERIK Arkitekter som bygherrerådgiver og COWI som ingeniører. Projektet blev vundet i en totalentreprisekonkurrence i 2017 i samarbejde med C.C. Contractor, LABLAND architects og COWI.

Fællesskabets Hus har et samlet areal er 7.925 kvm fordelt mellem boliger og fællesarealer. 

Genkendelighed og sikkerhed
Byggeriets udtryk og skalering i mindre røde teglhuse, der tilpasser sig det omkringliggende boligområde, er medvirkende til at skabe genkendelighed og signalere hjemlighed. Gode dagslysforhold og adgang til grønne uderum skaber overblik, men de grønne gårdrum skaber også et afskærmet udeareal, som minimerer risikoen for, at beboerne bliver væk. 

”Hos LINK arkitektur sætter vi altid beboerne i centrum i vores byggerier – form og funktion hænger uløseligt sammen. Med Fællesskabets Hus har vi søgt at skabe et byggeri, der både løser praktiske udfordringer for beboere og personale, men også tiltrækker familie, venner og andre folk fra lokalsamfundet i Ry. Vores klare mål har været etableringen af hjemlighed frem for institution,” siger Niels Bondrup Jensen, konkurrencechef hos LINK arkitektur.

Fællesskab og privatliv
Byggeriet skaber rammerne for fællesskab, hvor der inviteres til ophold og tilfældige møder. Men arkitekturen tager samtidig hensyn til den privathed og tryghed, som beboerne i plejeboligerne og nogle af brugerne af de øvrige faciliteter i byggeriet har behov for. Boligernes direkte tilknyt­ning til fællesrum og servicecenter sikrer, at beboerne har mulighed for at deltage i fællesskaberne i byggeriet.

Fællesskabets Hus rummer de 72 plejeboliger og forskellige centerfunktioner café, sundhedsklinik, administrative faciliteter, multisal og produktionskøkken alt sammen centreret om et dobbelthøjt orangeri, der bliver det nye byggeris centrum. De funktioner skal rumme forskellige aktiviteter, der sikrer, at også lokalbefolkningen bliver en aktiv del af byggeriets daglige liv.

Fakta om Fællesskabets Hus

  • Område: Ry ved Skanderborg
  • Arkitekt: LINK arkitektur
  • Totalentreprenør: C.C. Contractor
  • Bygherrerådgiver: ERIK Arkitekter
  • Ingeniør: COWI
  • Landskabsarkitekt: LABLAND arkitekter
  • Størrelse: 7.925 m2