Foto: PR // Danske Lindpro er en del af et stort europæisk millionprojekt, der skal lette den grønne omstilling med udgangspunkt i virksomhedernes transportbehov.
Det skal i fremtiden være lettere for virksomheder at skifte til elbiler. Et stort europæisk millionprojekt, der skal lette den grønne omstilling med udgangspunkt i virksomhedernes behov, har danske Lindpro med i samarbejdet.
Elbiler betragtes som den ideelle erstatning for diesel- og benzinbiler, men hvis transportsektoren skal omstilles til grønne erhvervskøretøjer, er der stadig markante udfordringer, som skal belyses. Nogle af de helt store bremseklodser for omstillingen er vanskeligheder i tacklingen af den daglige variation i turlængden og den manglende viden omkring batterilevetid. Det europæiske projekt EUFAL (Electric Urban Freight and Logistics) vil i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet og den danske teknikvirksomhed Lindpro gøre skiftet til elbiler så gnidningsfrit som muligt for virksomheder i fremtiden.
“De fleste virksomheder har ikke den nødvendige information til at beslutte, om de skal omstille sig til elektriske køretøjer. EUFAL handler derfor om at gøre viden om eldrevne køretøjer tilgængelig, og vores rolle er at udforske og undersøge de potentialer og udfordringer, der er ved at benytte elektriske køretøjer til kommerciel transport i byer”, fortæller Dario Pacino, der er lektor og projektleder på EUFAL-projektet på DTU.
Sædevarme og tung last koster batteriet i elbiler
EUFAL-projektet skal munde ud i etableringen af en platform for videndeling, hvor virksomheder fra hele verden kan finde information om omstillingen til eldrevne erhvervskøretøjer. Lindpro har en af de tre biler, der kører rundt og indsamler data og praktiske erfaringer om blandt andet kørselsmønstre og brændstofforbrug i hverdagen – viden, der kan belyse de uforudsete udfordringer og således styrke DTUs matematiske modeller.
“Vægtpåvirkning eller det at tænde for varmen i sædet kan have stor betydning for, hvor langt man kan transportere sig. Fylder man eksempelvis lasten halvt op, mister batteriet omkring 70 procent af levetiden, og det giver jo problemer, hvis man skal køre længere for at komme ud til kunderne. Har man derimod meget bykørsel, er el-varevognen ofte en god mulighed”, siger Andreas Mikkel Sørensen, der er Fleet Manager hos koncernen MT Højgaard, som Lindpro er en del af.
“På DTU kender vi teorien bag, men vi skal hele tiden udvikle den på baggrund af ny data. Vi skal bruge et realistisk billede af, hvilke faldgruber der er. Samarbejdet med en virksomhed som Lindpro giver os en unik mulighed for at bygge bro mellem forskning og den praktiske anvendelse”, siger Dario Pacino.
Projektet er sund fornuft
EUFAL-projektet består af projektpartnere fra Danmark, Tyskland, Østrig, Polen og Tyrkiet, løber over 30 måneder og bliver afsluttet i sommeren 2020. Projektet om skiftet til eldrevne køretøjer opfattes af Lindpro som sund fornuft, der kan komme både miljø og virksomheder til gavn.
“For nogle virksomheder giver det ikke mening hovedløst at investere i elbiler, og ved at bidrage til dette projekt sammen med DTU tror vi på, at vi kan bidrage til en bedre grøn omstilling”, siger Andreas Mikkel Sørensen.