Foto: DLG’s nye domicil i Fredericia er belagt med grønne sedumtage, som går flot i spænd med den omkringliggende natur. Foto: PLH Arkitekter
Et af Europas førende landbrugsselskaber, DLG, flytter hovedsædet fra Axelborg i København til Fredericia med udsigt til Lillebælt. Bygningen er tegnet af PLH Arkitekter, og skal med en kombination af moderne løsninger og traditionelle byggeformer, hjælpe med at underbygge DLG’s identitet. Dette vil især komme til udtryk i de grønne sedumtage, der falder flot ind i den omkringliggende natur.
AP Pension og NRE Denmark står for byggeriet, samtidig med at den skarpe pen fra PLH Arkitekters sikrede dem sejren i arkitektkonkurrencen om at tegne det nye hovedsæde. Gennem hele processen har PLH Arkitekter haft fokus på at integrere DLG’s historie i bygningen, og det kommer til udtryk i det færdige resultat.
“Vi har lagt stor vægt på, at huset skulle underbygge DLG’s identitet som en virksomhed med en lang historik, der samtidig kigger fremad og moderniserer sig hele tiden. Derfor kombinerer vi også det traditionelle og moderne i selve bygningen. Vi har taget udgangspunkt i en god, dansk byggeskik med en muret facade, der egner sig godt til et åbent og udsat landskab. Vi har også brugt traditionelle tagformer, men givet dem et grønt twist, der både er fremadskuende og falder smukt ind i den omkringliggende natur“, fortæller Søren Mølbak, direktør, partner og arkitekt MAA hos PLH Arkitekter.
Grøn prik over i’et
DLG’s hovedkontor ligger lige ved Lillebælt med marker, skove og grønne arealer som nærmeste nabo, og det afspejles i bygningens design.
“Rundt om bygningen har vi skabt rekreative områder, som signalerer, at det er en virksomhed i balance med naturen. Det underbygges i høj grad af taget, hvor vi har anvendt grønne sedumtage, der falder flot ind i omgivelserne og følger årstidernes skiften. Planterne bliver nemlig røde, når de ikke får meget vand, og så bliver de grønne igen, når vandet kommer. Det vidner om en virksomhed i konstant udvikling“, forklarer Søren Mølbak og fortsætter:
“Dernæst bidrager sedumtagene med bæredygtige perspektiver med deres evne til at tilbageholde regnvand. Det signalerer samtidig et grovvareselskab, der bevæger sig mere og mere over i bæredygtig produktion. Man kan sige, at vi i hele huset har leget lidt med modsætninger, hvor det traditionelle og moderne kombineres – og her bliver det grønne tag prikken over i’et“.
Miljøvenlig og æstetisk løsning
Man måske undre sig over, om planterne kan overleve det danske klima, med en placering lige ud til vandet. Hos Nature Impact, som har leveret sedumtagene, er man dog ikke i tvivl.
“DLG’s hovedsæde er en høj bygning med en placering ud til vandet, hvor taget er udsat for lidt af hvert. Derfor har vi brugt vores løsning på 8 centimeter, som giver planterne de bedste forhold for at overleve. Det er samtidig en tungere løsning, når taget er vandmættet, og det er ikke alle bygninger, der kan holde til det. Heldigvis var de grønne tage en del af planen fra begyndelsen, og på den måde er bygningen rustet til at klare tagtypen“, fortæller Jesper Staal, produktchef hos Nature Impact. Han afslutter:
“Vi oplever, at arkitekter virkelig har fået øjnene op for de grønne tage som en måde at signalere, at man er en grøn virksomhed, og det er derfor noget, de tænker med ind i designet. Og med tagenes evne til både at optage og forsinke regnvand, får man en miljøvenlig løsning, som også er flot at kigge på“.
DLG’s hovedkontor skal stå klar i slutningen af juni 2020, hvor 300 DLG-medarbejdere flytter ind.