Illustrationer: C.F. Møller Architects

I Horsens skal C.F. Møller Architects og MT Højgaard bygge den nye store tilbygning på det nye Horsens Gymnasium & HF. Efter planen står tilbygningen klar til at tage imod elever i august 2021.

Det var et enigt bedømmelsesudvalg og to enige bestyrelser, som kårede C.F. Møller Architects og MT Højgaard som vindere af udbuddet om den nye tilbygning på Studentervænget i Horsens. Her skal Horsens’ to gymnasier, Horsens Gymnasium og Horsens Statsskole, samles på én adresse og have plads til ca. 1.350 elever og 150 medarbejdere fra sommeren 2021 og gå under navnet Horsens Gymnasium & HF.

“Vi er rigtig glade for at blive udpeget som vindere og ser frem til det kommende samarbejde om at opføre den fælles vision for udvidelsen sammen med MT Højgaard, Horsens Gymnasium og Horsens Statsskole,” siger Klavs Hyttel, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.

Stort byggeri med input fra naboer
Den nye tilbygning omfatter et byggeri på ca. 6.300 m2 i to etager. Den gamle statsskole vokser med en tredjedel og går fra 11.000 m2 til 18.000 m2. Med en så stor bygning har både de to gymnasier, MT Højgaard og C.F. Møller Architects lyttet til input fra gymnasiets naboer blandt andet i forhold til pakeringsstrukturen og bygningshøjden.

Der er derudover lagt vægt på, at bygningerne skal skabe et godt læringsmiljø:

“Vi får et moderne læringsbyggeri med lyse og indbydende faglokaler, masser af lysindfald, plads til gruppearbejde, ”fagtorve” til de enkelte fag samt en samlingssal med 1.500 pladser. Samtidig er det et æstetisk flot byggeri, der supplerer de eksisterende bygningers ny-klassicistiske stil, og vi giver en smuk skole videre til de kommende generationer, siger Flemming Steen Jensen,” som i dag er rektor for Horsens Statsskole og skal være den kommende rektor for det nye gymnasium.

Horsens Gymnasium & HF indefra. Illustration: C.F. Møller Architechts

Nyt og gammelt i ny helhed
Byggeriet på Horsens Gymnasium & HF er budgetteret til 148 millioner kr., og den nye fløj skal indeholde undervisningslokaler til de samfunds- og naturvidenskabelige fag samt laboratorier. Der hører også en ekstra sportshal til projektet, og hele projektet skal skabe en sammenhængende enhed og et symmetrisk udtryk for hele gymnasiet.

Arkitekt og fagdommer i bedømmelsesudvalget Per Fischer siger om MT Højgaard og C.F. Møllers forslag til nybygning af Horsens Gymnasium & HF:

“Udbygningen skaber en bygningsmæssig helhed, som på respektfuld og harmonisk vis integrerer nyt og gammelt. Ud af den nye helhed kommer et nyt gymnasium, som både opfylder ønsket om en moderne institution, hvor faglighed understøttes af fagklynger med lokaler of læringsstationer, og samtidig fastholdes de klassiske rødder både i forhold til arkitektur og sammenhæng med uddannelsesbyen Horsens.”