Home Nyt om navne ByK med TRUST fylder tre år

ByK med TRUST fylder tre år

0
47

Foto: ByK med TRUST

For næsten tre år siden lød startskuddet til Danmarks første strategiske partnerskab, ByK med TRUST. De lever stadig efter mottoet “Fremtiden tilhører dem, der kommer med nye løsninger”.

TRUST-samarbejdet fylder snart tre år. Samarbejdet inden for byggebranchen samler alle parter i et projekt i tæt samarbejde. En af hjerne bag samarbejdet, Rasmus Brandt Lassen, søgte efter løsninger, der var tilpasset byggebranchens struktur for at mindske spildtid, og sådan blev samarbejdet skabt: 

“Jeg undrede mig over en byggebranche, hvor der var meget spildtid, fordi man startede op med nye rådgivere og entreprenører i hvert eneste projekt. Der var samtidig en lav grad af overholdelse af bygherrens mange krav til byggeriet, fordi det ikke kunne betale sig at sætte sig ind i dem i hvert enkelte projekt. Med de strategiske partnerskaber ville vi gerne bidrage til at løse problemerne, og nogen måtte gøre noget, der var anderledes,” siger Rasmus Brandt Lassen.

Kritik vendt til opbakning
Da Rasmus Brandt Lassen startede samarbejdet, mødte han stor kritik, fordi branchen frygtede en ensartethed i arkitekturen. I dag er kritikken vendt til opbakning fra flere sider. 

Kasper Wulff arbejder nu som byggechef i Byggeri København, hvor ByK med TRUST hører under. Han understreger, at man stadig har de samme udfordringer i TRUST, som i andre byggesager. Forskellen er håndteringen af udfordringerne:

“Vi får løst udfordringer med f.eks. prissætning på en meget bedre måde, fordi vi kender hinanden så godt. Det er hårdt for alle parter, når der kommer en usund konfliktkultur, og det synes jeg, at strategiske partnerskaber kan være med til at gøre op med. Det giver både økonomiske fordele, og på det helt menneskelige plan gør partnerskaber også byggebranchen til en mere attraktiv branche at arbejde i.”

Partnerskaberne skal blive ved med at udvikle sig
Rasmus Brandt Lassen mener, at arbejdet har banet vejen for nye versioner af TRUST i branchen. Han forudser samtidig, at der kommer flere strategiske partnerskaber i branchen:

“Jeg tror ikke på, at der er en one-size-fits-all inden for strategiske partnerskaber. De forskellige bygherrer må finde deres egen måde at gøre det på. Jeg tror, der kommer flere strategiske partnerskaber, men jeg tror også, at der kommer flere forskellige versioner af, hvordan man kan gøre det,” siger Rasmus Brandt Lassen og fortsætter:

“Fremtiden tilhører dem, der kan komme med løsninger, og man finder ikke de løsninger uden at prøve at gøre tingene på en anden måde. Vi kommer kun skridtet videre, hvis vi prøver at udvikle os og afprøver nye ting,” siger Rasmus Brandt Lassen.

ByK med TRUSTs status efter tre år. Figur: ByK med TRUST