Bygma Jelling har pr. 1. juli udnævnt Caspar Bladt til ny direktør og er dermed Bygmas yngste trælastdirektør.
Caspar Bladt startede i Bygma Horsens som pladsmand og gennemgik derefter Bygmas elevuddannelse. Han kom i 2011 til Bygma Jelling som sælger og få år senere blev han udnævnt til salgschef. Der stod “salgsdirektør” på Caspar Bladts visitkort, fra den 1. januar i år.
Livets lærdom
”Jeg er konkurrencemenneske og elsker udfordringer” siger Casper Bladt om sin beslutning om – som kun 31-årig – at takke ja til direktørjobbet, og dermed til ledelsen af 30 medarbejdere og en velfungerende Bygma-forretning. “Man lærer mere ved at være direktør for en trælast end ved at sidde mange år på skolebænken. Det passer langt bedre til mit temperament”.
Dog har Caspar gennemført både Bygmas omfattende 1½-årige salgslederuddannelse, og supplerende fag på aftenskole. ”Den interne uddannelse gav mig mange gode værktøjer og et værdifuldt netværk blandt kolleger i organisationen. Aftenskolen blev mulig i kraft af de ECTS-point, som Bygmas lederuddannelse generede. Hvis man gider at knokle, og ellers har talent, er der uanede muligheder i koncernen”, siger han.
Et samlet hold
Caspar har allerede indgående kendskab til Bygma Jelling, der primært henvender sig til de professionelle håndværkere, og har en kundeportefølje med stor geografisk spredning. Han har varetaget både administrative og ledelsesmæssige opgaver siden den forrige direktør rejste for et stykke tid siden. Det har været et ualmindelig travlt forår og alle har løftet i flok. ”Jeg er stolt af medarbejderne, som arbejder som ét hold på tværs af lager, butik og trælast”, siger Caspar Bladt. ”Det er dygtige folk, der virkelig yder en indsats, og jeg ser det som en af mine opgaver at motivere og inspirere til at vi kan bevare denne gejst.”