Jesper Sæthre (53) er ansat som ny adm. direktør i trælastagenturet A/S Hjalmar Wennerth pr. 1. juni 2020.

Senest kommer Jesper Sæthre fra en stilling som key account manager hos Södra Timber A/S. Tidligere har han arbejdet som salgskonsulent hos HH Træ & Finer, ligesom han i mange år var afdelingsdirektør hos Keflico A/S.

Flot udvikling skal fortsætte
Gennem det meste af sin karriere, har Jesper Sæthre beskæftiget sig med handel med træ. Han kender de fleste tømmerhandler i Danmark og har indgående kendskab til salg, indkøb og projektarbejde, da han tidligere har bestridt funktioner på mange niveauer i træbranchen.

Det er et privilegie at komme til at arbejde for Hjalmar Wennerth” udtaler Jesper Sæthre. ”Det er Danmarks største trælastagentur, som i branchen er kendt og respekteret for sin faglighed og sine resultater. Det er forpligtende at være med til at sikre den flotte udvikling fremover. Det ser jeg som en god og spændende udfordring”.

Er med til at nedbringe CO2-udledning
Der er ingen tvivl om at bæredygtighed er fremtidens konkurrenceparameter,” fortsætter Jesper Sæthre. ”Træ er et fantastisk naturmateriale, som i dag tænkes ind i rigtig mange byggeprojekter. Jeg ser frem til at skulle stå i spidsen for et selskab, hvis produkter er med til at nedbringe CO2-udledningen, og som er blevet til på en ansvarlig måde.” Selv er Jesper Sæthre født ind i en ’træfamilie’.

Familien forenes gennem sport
Jesper Sæthre kommer oprindelig fra Odense. I dag er han bosat i Greve sammen med sin hustru Jette og en hjemmeboende søn på 16 år. Parret har også en datter på 22. Begge børn er sportsudøvere inden for hhv. elitebadminton og ridesport, så megen af familiens fritid bliver tilbragt i sportshaller og til ridestævner. Jesper har, ligesom hustruen, selv dyrket ridesport siden barndommen. Men i dag nyder han lige så meget at sejle med sin lille båd i Køge Bugt.