Foto: Akustiske lofter i sorte toner skaber luksus-look i det nye Volkswagen City Studio.

Volkswagen har slået dørene op til et nyt showroom i hjertet af København, hvor man fremover kan opleve bilmærkets nyeste e-modeller. I det nye Volkswagen City Studio er sorte og bæredygtige akustiklofter med til at skabe en eksklusiv stemning.

Tyske Volkswagen har speederen i bund, når det gælder ambitionerne for den grønne omstilling af fremtidens mobilitet. Det skal afspejle sig i bilmærkets nye showroom, Volkswagen City Studio, der i marts for første gang åbnede dørene op på den nye adresse i Industriens Hus i hovedstaden:

– Vi har glædet os meget til at byde danskerne velkomne i vores nye lokaler, hvor de udover at opleve vores nyeste elektriske modeller også kan få indblik i Volkswagens visioner for fremtidens elektrificerede mobilitet, fortæller Martin Orthmann Thorsen, marketingchef hos Volkswagen Danmark. Han fortsætter:

– Det har været vigtigt for os at skabe nogle omgivelser, der udstråler eksklusivitet og frembringer den helt rette stemning. Det er afgørende, at man som besøgende oplever, at her er rart at være, så man får lyst til at bruge lidt ekstra tid i forretningen.

Lofter med omtanke for miljø og indeklima

Den eksklusive stemning er hjulpet godt på vej af træbeklædte vægge og akustiske lofter i en dyb sort tone, der med lydabsorberende egenskaber bidrager til at skabe et behageligt indendørs miljø for både gæster og ansatte.

Lofterne er leveret af akustikproducenten Rockfon, som har haft omtanken for miljøet i højsædet, da de eksisterende hvide loftsplader skulle erstattes med de nye sorte:

– Der har været fokus på at genbruge så meget som muligt, og derfor er det eksisterende skinnesystem anvendt i kombination med de nye, sorte loftplader, som giver et helt nyt udtryk til rummet. Desuden er det nedtagne, hvide Rockfon-loft sendt til genbrug via vores genanvendelsesordning, forklarer Nicholai Max Gringer, Project Sales Manager hos Rockfon.

Genanvendelsesordning giver nyt liv til udtjente lofter

Med genanvendelsesordningen er der således taget hånd om de udtjente stenuldslofter, som er taget retur til produktionen, hvor de omdannes til nye produkter. Dermed er spild minimeret, og det glæder de nye ejere:

– For at hjælpe bæredygtigheden på vej i vores showroom, valgte vi at gøre brug af Rockfons genanvendelsesordning, så de ”gamle” lofter kan få nyt liv et andet sted. Det er vigtigt for Volkswagen at bidrage med det, vi nu kan, stort som småt, også selvom det ikke lige handler om biler, fortæller Martin Orthmann Thorsen.

Niels Fæster fra Multiwork, der som projektleder har haft godt hånd i hanke med omdannelsen af Volkswagens nye lokaler, runder af:

– På projektet har vi nydt godt af den sparring og kapacitet, som Rockfon har budt ind med, da de som leverandør har haft den helt rette tyngde til at løfte opgaven. De har ikke bare anbefalet genanvendelsesordningen, men også sørget for lofter i specialmål og med en leveringstid, der har sikret en planmæssig proces, så Volkswagen City Studio nu kan byde indenfor i de nye rammer.