Et godt indeklima øger produktiviteten med 15 procent og mindsker korttidssygefraværet med 50 procent, viser undersøgelser. Det kræver dog, at bl.a. faktorer såsom temperatur, lyd og lys spiller sammen. Derfor lancerer den danske producent af solafskærmning, Acrimo, nu en samlet løsning til optimeret indeklima i skoler og på kontorer. Løsningen præsenteres for første gang på ARCHITECT@WORK den 9. og 10. september.
Tæt luft, dårlig akustik og blændende sollys, der brager ind gennem vinduet. Det er hverdag for mange skoleelever og medarbejdere og har store konsekvenser for både trivsel, indlæring og arbejdsmiljø.
Men hvis indeklimaet forbedres, er resultaterne til at tage og føle på. Ifølge undersøgelser fra bl.a. Harvard, DTU og COWI øges produktiviteten nemlig med 15 procent, mens korttidssygefraværet falder med op til 50 procent. Med andre ord giver det rigtig god mening at gå indeklimaet efter i sømmene.
Fra klassiske markiser til indeklimateknologi
Virksomheden Acrimo, der har 70 års erfaring med solafskærmning, lancerer nu en samlet løsning, som hjælper til at vinke farvel til dårligt indeklima i skoler, institutioner og på kontorer:
– Der er mange forskellige parametre, der gør sig gældende, når vi snakker godt indeklima. Derfor er der virkelig fordele at hente, hvis man kan optimere alle dele på én gang. Og det kan man nu med vores højteknologiske indeklimaløsning, som vi har brugt vores mangeårige erfaring inden for solafskærmning til at udvikle. Kombineret med nutidens teknologi, naturligvis, fortæller Jørgen Lennert Christensen, adm. direktør hos Acrimo.
Løsningen er bl.a. baseret på teknologi fra den tysk-australske teknologivirksomhed Vestamatic + CRE, der producerer motorer, styringer og sensorer. Teknologien sørger for kontinuerlig måling og overvågning af indeklimadata med sensorer. Dataene bruges efterfølgende til at regulere og optimere indeklimaet. Det sker via solafskærmning, akustikløsninger, fugt- og lugtregulering samt kontrol med CO2, VOC (Volatile Organic Compounds) og partikler:
– Vi er stolte af at være den eneste udbyder, der samler kontrol, styring og opfølgning i én løsning. Indeklimaløsningen tager ikke blot højde for de forskellige forhold, der påvirker indeklimaet. Den måler også indeklimadata og regulerer dynamisk indkommende varme og lys samt lyd, fortæller Jørgen Lennert Christensen og afslutter:
– Udover at gøre en stor forskel for elever og medarbejdere i det daglige, sparer man både tid, ressourcer og penge, når man vælger en alt i én-løsning. Vi ser meget frem til at præsentere branchen for det nye system på ARCHITECT@WORK i Forum.