Kjeld Varny Kure, 61 år, Solrød Strand, er pr. 22. januar 2021 tiltrådt som ny butikschef i Mosaikhjørnets afdeling i Brønshøj. Her får Kjeld ansvaret for den daglige drift i butikken og kommer til at beskæftige sig med salg, rådgivning af kunder, personaleledelse og indkøb. Han vil desuden være med til arrangere håndværker-events og kundeaftner samt afholde temaundervisning.

Kjeld har over 40 års erfaring fra flise- og klinkebranchen. Han har blandt andet været udstillingsansvarlig for fliser og klinker hos Bygma og været konsulent hos Stark, hvor han havde ansvar for logistik og indkøb af fliser, bad og møbler. Derudover har Kjeld mange års erfaring som leder og butikschef hos XL-Byg CF Petersen & Søn, Stark og Banio Sanitetseksperten i Valby. Senest kommer han fra en stilling som salgsrådgiver hos Mosaikhjørnet i Glostrup.