Illustration: Tegnestuen Vandkunsten
Boligmangel er et stort problem i mange studiebyer. Det gør PensionDanmark og Boligfonden DTU noget ved i Lyngby, hvor de vil bygge 478 studieboliger med Scandi Byg som totalentreprenør. Som det første byggeri i Danmark får studieboligerne både DGNB Guld-certificering og Svanemærket.
Fra januar 2020 og frem mod sommeren 2021 vil 478 nye bæredygtige studieboliger blive opført i Lyngby. De skal imødekomme den store mangel på studieboliger i København. De svanemærkede og DGNB-guld certificerede ejendomme ligger også helt i tråd med PensionDanmarks værdiprogram for ejendommenes aftryk på klima, miljø og social bæredygtighed, og selskabet har også tidligere fået DGNB Guld for andet boligbyggeri. Lokalplanen forventes endelig godkendt i januar 2020, hvorefter arbejdet sættes igang.
”Vi har udviklet en spændende model for et langsigtet samarbejde med Boligfonden DTU. Samarbejdet vil bidrage til at reducere boligmanglen for unge studerende samtidig med, at det vil sikre et stabilt og fornuftigt afkast til PensionDanmarks medlemmer. Vi har valgt Scandi Bygs modulbyggeri, og da de leverer Svanemærkede boliger som standard, vil de nye boliger som det første byggeri i Danmark både blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld og samtidig Svanemærket”, siger PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen.
17.500 m2 boliger opført med modulbyggeri
De 478 nye boliger skal afleveres i tre etaper, hvor de første boliger vil stå klar til indflytning i sommeren 2020, og de sidste boliger vil stå klar i sommeren 2021. I alt skal der bygges 17.500 m2, som bliver fordelt på otte blokke i fire etager, hvor der også vil blive opført fællesrum og -køkken, vaskeri, sportsfaciliteter mv. Modulbyggeriet sikrer, at lejeprisen kommer til at matche segmentets betalingsevne, og at boligerne kan blive opført hurtigt:
”Vores fornemste opgave er at få etableret flere gode boliger, herunder i høj grad til internationale studerende, indenfor en økonomi som matcher segmentets betalingsevne. Her har vi fundet en rigtig god løsning, hvor både pris, kvalitet og tidsplan matcher vores ønsker. Modulbyggeri har nemlig den helt store fordel, at fundamentet kan støbes samtidig med, at boligerne bliver bygget. Det betyder, at vi allerede i sommeren 2020 kan have de første cirka 150 boliger klar til indflytning”, forklarer Boligfonden DTU’s direktør, Mikael Hyttel Thomsen.
Totalentreprenøren leverer moduler
Scandi Byg er valgt som totalentreprenør. Virksomheden er Danmarks største inden for industrialiseret modulbyggeri, og ordren er den hidtil største enkeltstående ordre. Alle boligerne skal produceres i Scandi Bygs produktion i Løgstør i Nordjylland, hvor der blandt andet bliver brugt robotter. Når boligerne er bygget, bliver de efterfølgende kørt til byggepladsen i Lyngby, hvor blandt andet fundamentet klargøres sideløbende med, at boligerne bliver bygget. Det er således med til at sikre en markant kortere byggeproces.
”Vi er selvsagt meget glade for at have vundet vores hidtil største ordre, der sikrer et højt momentum i virksomheden også i de kommende år. PensionDanmark er en af Danmarks største bygherrer, og derfor er valget af modulbyggeri og Scandi Byg en vigtig milepæl i udviklingen mod et mere innovativt byggeri,” fortæller Scandi Bygs adm. direktør Thomas Raunsbæk.
Fakta om projektet
- Beliggenhed Lundtoftevej 160 i Lyngby
- Samlet areal: 17.500 m2
- Antal boliger: 478
- Indflytning: Første etape fra sommeren 2020
- Totalentreprenør: Scandi Byg
- Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
- Bygherre: PensionDanmark og Boligfonden DTU
- Certificering: DGNB Guld og Svanemærket
- Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten