Foto: Kaktustårnene kommer til at rumme 495 ungdomsboliger og bliver med deres unikke arkitektur et varemærke for København. 

Flere præfabrikerede elementer og et udvidet samarbejdet mellem leverandører er en stor del af løsningen på de effektiviseringsudfordringer, som dansk byggeri står overfor. Hovedstadens kommende Kaktustårne er et skoleeksempel på, hvor godt det kan lykkes.

27 kilometer. Så lang en linje ville trælamellerne til facaden på Københavns kommende vartegn, Kaktustårnene, være, hvis de blev lagt på en lige række i forlængelse af hinanden. Kaktustårnene, der skyder op på DSB’s gamle grunde ved Kalvebod Brygge, skal nemlig beklædes med træ.

”De to Kaktustårne bliver henholdsvis 80 og 60 meter i højden, så det er en relativ stor mængde lameller, der skal bruges til facaderne,” fortæller projektkonsulent hos træleverandøren FRØSLEV, Bo Toftager.

Træet er Heatwood fyr og er importeret som planker fra Finland. Hos FRØSLEV i Sønderjylland er det blevet opskåret og profileret, ligesom lamellerne er blevet samlet til montageklare elementer, som facadeentreprenøren HSHansen kan montere direkte på de præfabrikerede facader.

Og den arbejdsdeling er ny for FRØSLEV, fortæller Bo Toftager. Normalt ville facadeelementerne nemlig blive samlet hos enten facadeleverandøren eller direkte på byggepladsen.

”Men når det drejer sig om et relativt stort antal elementer, er det meget mere effektivt at præfabrikere facadeelementerne hos os i Frøslev. Vi er vant til at arbejde med træ, og vi har store haller, hvor medarbejderne kan udføre montagearbejdet indendørs, siger Bo Toftager.

”Fremtidens byggeri skal effektiviseres, når det kommer til tid og materialespild. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mange flere præfabrikerede løsninger i fremtiden. Vi har allerede set det med badeværelser, der sættes hele ind i nyopførte etageejendomme. Nu har vi bevist, at det også kan betale sig, når det kommer til montageklare træemner,” uddyber Bo Toftager.

Præcision er afgørende
Den nye arbejdsdeling stiller dog store krav til samarbejdet mellem byggeriets aktører og til kvalitetssikringen af de præfabrikerede elementer. Når de præfabrikerede elementer forlader FRØSLEV, kan de nemlig ikke umiddelbart laves om. 

”Samarbejde og kommunikation er hovedværktøjerne, for vores opmålinger skal være fuldstændig præcise. I det konkrete tilfælde har vi samarbejdet med HSHansen, som er specialister i fremstilling af færdige facadeelementer. Vi har tegnet og regnet i fællesskab for at sikre, at facadeelementerne har de ønskede mål. Heldigvis har samarbejdet været godt fra dag et af,” fortæller Bo Toftager.

Og den vurdering er HSHansen enig i.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med FRØSLEV. De har været med i hele processen og været proaktive og løsningsorienterede. Det er afgørende for at komme så godt i mål,” fortæller Tei Pelant, der er Projektleder hos HSHansen.


Hos FRØSLEV er glæden over at bidrage til et mere effektivt byggeri stort, og så er de stolte af at være involverede i opførelsen af hovedstadens kommende vartegn.

”Vi er stolte af at levere træ til så markant et byggeri og være med til at give Kaktustårnene et unikt udtryk,” siger Bo Toftager.