James Hardie Denmark har netop budt velkommen til SAP-ekspert Henrik Lehmann Poulsen (40) som ny kundeservicechef. Han kommer med mange års erfaring fra blandt andre Velux og ser frem til at hjælpe James Hardie Denmark med at skabe værdi for kunderne via procesoptimering.

Mod slutningen af 2020 hentede James Hardie Denmark, der holder til i Gedved, 40-årige Henrik Lehmann Poulsen ind som ny kundeservicechef. Han har de seneste år været selvstændig konsulent og tidligere arbejdet hos andre store internationale byggevarekoncerner som Velux og Xella.

Henrik Lehmann Poulsen får blandt andet til opgave at strømline og effektivisere de interne processer hos James Hardie Denmark, så ressourcerne anvendes optimalt og skaber størst mulig værdi for kunderne. 

Jeg glæder mig til at blive en del af maskinrummet og være med til at sikre, at vi hele tiden hjælper kunderne, så deres tid bliver brugt effektivt. Vi skal optimere overalt, hvor vi kan, så vi er med til at gøre arbejdsdagen nemmere for kunderne ude på byggepladsen“, fortæller han.

Effektivt backoffice er nøglen til at skabe værdi

Henrik Lehmann Poulsen er uddannet produktionsingeniør fra Aalborg Universitet i 2004 og blev efter uddannelsens afslutning ansat hos Velux i Brædstrup. Her var han 2004-2015, hvor han hurtigt avancerede fra indkøbsafdelingen til en stilling som logistikchef og senere produktionschef, ligesom han undervejs videreuddannede sig til SAP-ekspert.

Derefter rykkede han til Xella i Løsning, hvor han blandt andet stod i spidsen for internt salg fra maj 2016 til juni 2017 og derefter arbejdede som Supply Chain Manager frem til august 2018.

Senest har Henrik Lehmann Poulsen 2018-2020 som selvstændig konsulent hjulpet virksomheder med at effektivisere og strømline deres produktion og logistik og på den måde skabe mere værdi for kunderne.

Hjertet i en virksomhed er backoffice-funktionerne, og jo mere effektivt de drives, jo mere værdi giver det i hverdagen. Det handler ikke mindst om minimering af fejl og optimering af processerne. Vi skal i kundeservice supportere sælgerne og være med til at sikre, at alt fra fakturering til planlægningen af leverancer sker så effektivt som muligt“, fortæller han.  

Henrik Lehmann Poulsen bor lige nu med sine tre børn i Vejen, men familien flytter til Østbirk i nærmeste fremtid. Henrik Lehmann Poulsen bruger desuden sin fritid på at følge aktiemarkedet.