Foto: Børnehuset Rundageren i Høje-Taastrup Kommunes nye bydel Nærheden er Ajos’ første integrerede institution med Svanemærket.
Børnehuset Rundageren i Høje-Taastrup Kommune er Ajos’ første integrerede institution med Svanemærket.
Kort tid efter at have opført Danmarks to første svanemærkede skoler har Ajos a/s afleveret endnu et svanemærket byggeri. Denne gang er projektet den integrerede institution Børnehuset Rundageren i Hedehusene, som netop er overdraget til Høje-Taastrup Kommune.
Den svanemærkede institution er bygget af 32 moduler fra Ajos’ oprindelige pavillonserie. Certificeringen med Svanemærket betyder, at der er stillet skrappe krav i hele livscyklus, dvs. til både materialer, byggeproces, brugsfase samt affalds- og recirkuleringsfase. I alt har Ajos a/s to serier pavilloner, der er gode for både miljø, klima og indeklima.
– Børnehuset Rundageren er opført i to plan og giver 1.150 m2 institution til børn og personale. Bygningen har indvendige trapper og elevator, varmepumper til energivenlig opvarmning og vandbåren gulvvarme, så det er behageligt for børn og personale at opholde sig på gulvet, forklarer Carsten Bøgesø, afdelingschef for Pavilloner i Ajos a/s.
Derudover har den nye institution gode personalefaciliteter, eget vaskeri, et anretter-køkken, garderober til både børn og personale, moderne puslefaciliteter, børnetoiletter, berøringsfrie armaturer m.m. Ajos’ pavillonløsning gør det desuden nemt at udvide bygningen med flere moduler, eller reducere det i størrelse, hvis der skulle blive behov for det.
Udover at være Ajos’ første svanemærkede børnehave, er det samtidig den første institution i Høje-Taastrup Kommune, der svanemærkes.
– Vi havde ikke selv overvejet en løsning med et svanemærket byggeri, før Ajos bragte det på banen, men vi synes, det er en rigtig fin løsning, der ligger godt i tråd med kommunens øvrige grønne tiltag. Og tilmed uden merpris. Vi havde akut mangel på institutionspladser, da tilflytningen til Nærheden ganske enkelt er gået bedre, end vi havde regnet med. Det problem skulle løses her og nu, og vi kunne ikke vente et par år på, at der blev opført en institution på traditionel vis. Vi regner ikke med, at projektet skal skaleres op i størrelse, men vi er opmærksomme på, at vi har den mulighed med Ajos’ løsning, siger Luna Kierkegaard, projektleder i Høje-Taastrup Kommune.
– Institutionen er bygget af Ajos’ oprindelige modulserie, som nu også kan svanemærkes, og det giver stor fleksibilitet i fremtidige byggerier, hvor kunden ønsker bygningen svanemærket. Vi vil gerne fremme de bæredygtige løsninger, siger Carsten Bøgesø.
Med en pavillonløsning får kunderne et byggeri, der er bygget efter retningslinjerne i BR18 og således efterlever præcis de samme krav, som var det et permanent byggeri. Til gengæld står et pavillonbyggeri indflytningsklart langt hurtigere.
– Der gik under 2,5 måned, fra aftalen for Børnehuset Rundageren kom på plads, og til vi kunne aflevere det til Høje-Taastrup Kommune. Det er naturligvis langt hurtigere, end hvis det havde været et traditionelt byggeri, og det kan vi tydeligt mærke tiltaler mange af vores kunder. Den efterspørgsel forventer vi vil stige yderligere, efter vi også har fået vores oprindelige pavillonserie med på Svanemærkets rejse, siger Carsten Bøgesø.
Netop den nylige optimering af Ajos’ oprindelige modulserie er sket som følge af hurtig og konsekvent eksekvering af medarbejderne i Ajos og hos deres leverandør Scandi Byg.
– Hele vores grønne strategi og fremtidige udvikling ville ikke betyde noget, hvis ikke vores medarbejdere også brændte for sagen. De er årsagen til, at vi hele tiden udvikler os, opnår nye mål, og løfter standarden inden for bæredygtigt byggeri. En ledelse kan sætte kursen, men det er medarbejdernes evner til at sætte turbo på, og eksekvere markant, til gavn for kunderne, som gør forskellen. De evner har Ajos, og det er jeg meget stolt over, siger Ole Wamsler, adm. direktør i Ajos a/s.