Når byggevarer skal dokumenteres, hvem har så ansvaret? Dette spørgsmål er stadig en udfordring i bygge- og anlægsbranchen. Derfor lancerer Teknologisk Institut to tegnefilm, der skal hjælpe branchen med at få styr på det komplicerede, men vigtige emne.

Overordnet handler det om at opføre sunde og sikre bygninger. Det er det enkle budskab fra Teknologisk Institut, som netop har lanceret to tegnefilm, der sætter fokus på de udfordringer som dokumentation af byggevarer skaber i bygge- og anlægsbranchen. Det var bl.a. hvad vi så med anvendelse af MgO-plader som vindspærre.

Kompliceret budskab i nem form
Peder Fynholm, som arbejder på Teknologisk Institut, forklarer at der stadig er megen tvivl om, hvem som har ansvaret for at dokumentere byggevarerne.  

Ofte er udfordringen faktisk, at man ikke ved, at man mangler dokumentation for anvendelse, og det kan skabe store problemer. Det er ikke hemmeligt, at emnet er tungt og med et kompliceret budskab, og her er vores forhåbning, at tegnefilmene kan skabe bedre forståelse af emnet og ikke mindst opmærksomhed omkring, at man skal sikre, at man forholder sig til hvad byggevarerne er deklareret til i ydeevnedeklarationen og hvordan det stemmer overens med de forventninger man har“, forklarer Peder Fynholm.

Det er det primære formål med tegnefilmene at gøre et kompliceret emne nemmere at fordøje og forstå, og målet er, at nå ud til en bredere målgruppe end normalt.

Vi har længe forsøgt at formidle det her budskab, men må erkende, at der stadig sker fejl. Ideen om at prøve en anden formidlingsform opstod i et tidligere gennemført projekt støttet af GI og InnoBYG. Det er desuden et emne vi arbejder med i vores resultatkontrakt: CE-mærkede byggevarer til sikker anvendelse i byggeriet – ’the missing link’ for dokumentation af byggevarer, som er støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Vi håber tegnefilmene kan være med til at give branchen mere viden og større tryghed i forhold til dokumentation. Det vil være til gavn for alle parter, for det er hverken sjovt at være den bygherre, entreprenør eller rådgiver, som har anvendt en byggevare forkert eller at være producenten, som står med et produkt, der er anvendt forkert – det kan hurtigt få negative konsekvenser for videre salg af den byggevare“, understreger Peder Fynholm.

Flere film på vej
Serien af tegnefilm tager udgangspunkt i hele byggeprocessen og zoomer ind i den enkelte proces i hver tegnefilm afhængigt af, hvilket scenarie der beskrives.

I tegnefilmen ’Dokumentation af byggevarer – hvem har ansvaret?’ zoomes der ind på byggeprocessen produktion. Tegnefilmen beskriver, at producenten har ansvaret for at dokumentere byggevaren, når den er blevet produceret, samt at lave en ydeevnedeklaration. Den forklarer også nogle af de begreber, der er vigtige at kende til, for at kunne opfylde byggevareforordningen“, siger Peder Fynholm og fortsætter.

Vi håber på en positiv modtagelse af tegnefilmene og vi ønsker også gerne en åben dialog om, hvilke scenarier, der er behov for at blive formidlet løbende på denne måde. På sigt vil vi nemlig gerne lave flere tegnefilm med forskellige scenarier, der dykker ned i de andre byggeprocesser også. Scenarierne skal tage udgangspunkt i det som er mest kompliceret at forstå. Vi håber, at det vil bidrage med klarhed omkring dokumentation af byggevarer samt en bedre forståelse for emnet til gavn for hele branchen“, siger Peder Fynholm og opfordrer branchens aktører til at henvende sig, hvis de har ideer til kommende tegnefilm inden for emnet.

Tidligere artikelKæmpeordre på 20-mands moduler til Nyt OUH
Næste artikelBørnehus slår dørene op til fugtfrit indeklima fra første dag