Danmarks største grossist på VVS, Vand & Kloak har givet landets håndværkere et velfortjent klap på skulderen. Brødrene Dahl afslutter deres landsdækkende Roadshow, hvor VVS- & VA-grossistens blå Håndværkerhelte-varevogn har kørt rundt i hele landet og uddelt en stor tak til de lokale håndværkere med budskabet om at hylde de hårdtarbejdende håndværkerhelte.
– Vi skal sige tak til håndværkerheltene. Sådan lyder det fra Brødrene Dahl, der de seneste tre måneder har været på Roadshow i hele landet. Initiativet kommer i kølvandet på en større hyldest-kampagne, hvor VVS- & VA-grossisten sætter fokus på håndværkerbranchen, og hvorfor håndværkerne fortjener større anerkendelse.
”Håndværkerne er fundamentet i samfundet, det er dem, der holder Danmark i gang. De færreste kan forestille sig en hverdag uden rindende vand i hanen og et fungerende toilet. Derfor har vi brug for de dygtige installatører og håndværkere i hverdagen, og vi skylder dem en stor tak for det gode arbejde, de lægger for dagen,” siger Christian Deichmann COO i Brødrene Dahl.
17 byer og 1450 skulderklap
Brødrene Dahls blå Håndværkerhelte-varevogn har været hele Danmark rundt og besøgt i alt sytten byer. Roadshowet, der startede d. 13. april i Frederikssund, har taget turen hele vejen til det nordjyske og tilbage igen og nåede til vejs ende d. 25. juni hos VVS- & VA-grossistens butik i Vejle.
Under den nationale hyldest-tour har Brødrene Dahl været i kontakt med 1450 kunder og uddelt skulderklap til landets håndværkere. Initiativet har ifølge Christian Deichmann haft en positiv indvirkning på motivationen.
”Håndværkerhelte-roadshowet har været en stor succes, hvor vi ikke kun har fået sagt tak til landets håndværkere, men også har styrket vores forankring i lokalmiljøerne. Tilbagemeldingerne har kun været positive, og de håndværkere, vi har talt med, har været utrolig glade for anerkendelsen,” siger Christian Deichmann.
Selvom Brødrene Dahls Roadshow er lakket mod ende, stopper VVS- & VA-grossisten dog ikke deres håndværkerhyldest.
”Vi vil blive ved med at slå et slag for landets håndværkere og installatører, både for at tiltrække flere til håndværkerfaget, men også for at understrege behovet for anerkendelse i en branche, der i den grad fortjener det.”