Kasper Guldager Jensen fra GXN. Foto: Tom Jersø
Højhuse bygget af genbrugsmaterialer, en frivillig bæredygtighedsklasse og udbud på de første cirkulære almene boliger. 2020 ser ud til at blive året, hvor bæredygtigt byggeri for alvor bryder igennem. På Building Green gør pioneren Kasper Guldager Jensen fra 3XN arkitekters grønne tænketank GXN status på det bæredygtige byggeri, mens minister Kaare Dybvad Bek fortæller om den nye frivillige bæredygtighedsklasse.
Der er sket noget i byggebranchen. Efter flere år med enkeltstående pilotprojekter er branchen begyndt at omfavne det bæredygtige byggeri. Der bliver udviklet cirkulære forretningsmodeller, og investorerne stiller krav til bæredygtighed i deres byggerier. Således er Kasper Guldager Jensen involveret i projekter i London og Sydney, hvor bæredygtighed står øverst på dagsordenen:
“Vi bygger et højhus på en af Londons dyreste adresser. Her vil investorerne have et neutralt CO2 regnskab, fordi de ved, at cirkulær økonomi bliver et konkurrenceparameter. I Sydney bygger vi et højhus med materialerne fra det gamle hus på grunden. 98 % af konstruktionerne er genanvendt. Hermed sparer vi miljøet for 7.500 tons CO2 og gør projektet over 500 millioner kroner billigere ved at tænke genanvendelse ind i arkitekturen“.
Vi skal skabe værdi nu og her
Herhjemme arbejder Kasper Guldager Jensen helt aktuelt med Circle House, som netop er blevet sendt i udbud. Her har 35 virksomheder sammen udviklet løsninger til at bygge 60 almene cirkulære boliger med Lejerbo som bygherre. Circle House bliver konstrueret, så byggeriet kan skilles ad, og elementerne genbruges igen uden værditab. I projektet har der været fokus på at skabe et rationelt byggeri i enkle og rene materialer, som gør boligerne økonomisk attraktive fra dag ét.
“For at lykkedes med cirkulært byggeri skal vi skabe værdi nu og her, ikke kun på lang sigt. Gensalgsværdien i at skille bygninger ad om 50 år kan ikke kapitaliseres up front. Derfor har vi skabt et enkelt råhus med kun fire byggeklodser, så det er billigt at producere, nemt at opføre og fleksibelt i sin levetid. Det skaber værdi. En af de store udfordringer er kritisk masse. Men Danmark er et land med en ideel størrelse og en agil branche, som muliggør tætte samarbejder. Vi er klar til at skalere løsningerne op og vise, at vi kan få det til at flyve“, siger Kasper Guldager Jensen, der drømmer om at eliminere affald fra byggeriet.
Frivillig bæredygtighedsklasse
Boligminister Kaare Dybvad Bek har også en ambition om at gøre byggebranchen grønnere. Han lancerede i maj måned den nye frivillige bæredygtighedsklasse, som skal gøre det lettere at bygge bæredygtigt. Den nye bæredygtighedsklasse skal testes i to år. Herefter vil klassens 9 krav blive integreret i bygningsreglementet og bliver dermed bindende.
“Den frivillige bæredygtighedsklasse er mit bud på, hvordan der kan tænkes bæredygtigt i det enkelte byggeprojekt. Klassen skal give alle typer bygherrer mulighed for at vælge bæredygtige løsninger, så den bæredygtige udvikling slår an både hos de største i branchen, men især også hos de mindre aktører, som der er rigtig mange af“, siger Kaare Dybvad Bek.
Ved at stille skarpt på klima- og miljøpåvirkninger i hele byggeriets levetid kan den frivillige bæredygtighedsklasse fremme brugen af grønne løsninger og klimavenlige byggeprocesser og materialer. Ved også at lægge en totaløkonomisk tankegang ind i klassen skal den grønne udvikling ske samtidig med, at byggeriet ikke bliver unødigt dyrt.
“Bæredygtighed betyder for mig, at vi skal finde en langtidsholdbar balance mellem klima og økonomi. Ved at bruge og evaluere bæredygtighedsklassen sammen med branchen, der var med til at udforme den, kan vi finde den helt rigtige balance, som de efterfølgende krav så vil afspejle“, tilføjer Kaare Dybvad Bek.
Hensyn til klimaet og til økonomien er dog ikke alt for boligministeren. Hensynet til det sociale aspekt er lige så væsentlig, dvs. bygninger skal også være sikre, sunde og behagelige at opholde sig i. Den frivillige bæredygtighedsklasse rummer derfor også en række elementer, der sigter mod bedre byggeri for brugerne ved bl.a. at fremme et godt indeklima.
Boligminister Kaare Dybvad Bek åbner Building Green med en tale på hovedscenen onsdag den 27. oktober kl. 9.15
Kasper Guldager Jensen kan opleves på hovedscenen torsdag den 28. oktober kl.11 med foredraget Grøn innovation i praksis