Foto: Christina Campanella
En stor efterspørgsel på altaner får Danmarks største altan-virksomhed, Altan.dk, til at ansætte flere folk. Det vækker stor begejstring hos direktør Casper G. Knudsen, at det var kvindelige ansøgere, som viste at være de bedst egnede.
Bygge- og anlægsbranchen er længe blevet klandret for at have for lidt kvindelige ansatte. Det anslås, at blot ni procent af de ansatte i byggebranchen i Danmark kvinder, og dermed er branchen en af de kønsmæssigt skæveste, der findes herhjemme. Og det er til trods for, at flere undersøgelser viser, at en mere jævnbyrdig fordeling af kvinder og mænd, giver et væsentligt bedre arbejdsmiljø.
En af de virksomheder der har travlt for tiden og ansætter flere medarbejdere, er Altan.dk. De har netop ansat to kvindelige sælgere, 45-årige Christina Campanella og 35-årige Anja Gaarsdal Pelle, hvilket der er få af i branchen. Der var 75 ansøgere til jobbet, hvor størstedelen var mænd, men Christina Campanella og Anja Gaarsdal Pelle var de bedst egnede til stillingen som sælger.
”Vi har glædet os meget til at byde Christina Campanella og Anja Gaarsdal Pelle velkommen i Altan.dk. De kommer begge med sælgererfaring og en masse gå-på-mod. Der er få kvindelige sælgere i branchen – hvis der er overhovedet er nogle – men vi tror, at det er en klar fordel at have to kvinder i fronten, der bidrager med nye ideer og perspektiver til gavn for kunderne og virksomheden,” siger Casper G. Knudsen, adm. direktør i Altan.dk. Han fortsætter:
”Derudover mener jeg på et helt generelt plan på, at vi kommer frem til bedre løsninger og skaber bedre resultater, hvis vi har en øget diversitet i forhold til køn. Jeg ser derfor gerne, at vi fremover får endnu flere kvindelige ansøgere til vores stillinger i fremtiden.”
Christina Campanella har gennem de sidste mange år arbejdet i lokalområdet omkring Sorø og kender derfor til Altan.dk og de ting, som den står for. Hun kommer fra et vikar-rekrutteringsbureau, hvor hun var afdelingschef.
”Jeg er meget glad for at blive en del af Altan.dk-familien, som har et fantastisk omdømme i lokalområdet. Jeg står foran en stejl læringskurve, hvor jeg skal bruge al min erfaring inden for salg og ledelse til at sørge for, at endnu flere danskere kan få opfyldt deres drøm om en altan. Det glæder jeg mig enormt meget til.”
Anja Gaarsdal Pelle har arbejdet med salg de seneste 10 år, hovedsageligt indenfor bygge- og anlægsbranchen, hvor hun bl.a. har haft speciale i grønne tage. Oprindeligt er hun uddannet anlægsgartner.