Foto: PR, Træ i Byggeriet // Kaare Dybvad Bek og Martin Tholstrup

Taasinge Elementer har netop haft besøg af boligminister Kaare Dybvad. Besøget skulle give et større indblik i, hvordan træ i byggeriet kan være med til at reducere Danmarks CO2-udslip.

Danmarks udledning af CO2 skal ifølge regeringens ambitiøse klimamål reduceres med 70 procent inde 2030. Her vil byggeriet, som er blandt landets største klimasyndere, være et oplagt sted at se på hvordan udledningen kan mindskes. Derfor var boligminister Kaare Dybvad i sidste uge taget på besøg hos byggevirksomheden Taasinge Elementer på Tåsinge. De er blandt de byggevirksomheder, som fremstiller materialer af et af de mest klima- og miljøvenlige råstoffer, nemlig træ. Træ kan derfor blive en central rolle, hvis klimamålene fra regeringen skal realiseres: 

“Som minister vil jeg gerne fremme brugen af træ inden for byggeriet. Særligt inden for etagebyggeri er der et væsentligt potentiale, men i et land som Danmark kræver det et kulturopgør, for hvis der er mursten på facaden, synes vi af en eller anden årsag, at det er udtryk for den ypperste kvalitet. Så vi har en opgave i at fortælle, at der er masser af kvalitet i træbyggeri. Derfor vil jeg nu tage initiativ til en række dialogmøder med branchen i begyndelsen af det nye år, som forhåbentlig vil aflive nogle af myterne omkring træ i byggeriet. Fremover skal vi bygge langt mere bæredygtigt, og her kan træ spille en vigtig rolle”, lyder det fra boligministeren Kaare Dybvad Bek (S). 

Taasinge Elementer producerer tag- og facadeelementer i træ og er én af de 28 virksomheder, som er en del af foreningen Træ i Byggeriet. Foreningen arbejder sammen om at udbrede kendskabet til træets bæredygtige egenskaber for at anvendelsen af træ i byggeriet kan fremmes. Boligministerens besøg havde derfor ikke alene stor betydning for Taasinge Elementer, men også for foreningen, der glæder sig over det øget politiske fokus der er kommet på emnet:   

“Byggeriet er en af de største klimasyndere, og derfor er det også vigtigt at få skabt stor politisk opmærksomhed omkring, hvad vi kan gøre for at nedbringe CO2-udslippet på området. Og her spiller byggematerialer, der bliver anvendt til både renovering og nybyg, en afgørende rolle, da flere af dem sætter et stort negativt aftryk”, forklarer formand for Træ i Byggeriet og adm. direktør i Taasinge Elementer, Martin Tholstrup, og fortsætter: 

“I den forbindelse er træ et nærliggende svar på udfordringen, da der er mange bæredygtige fordele ved råstoffet. Blandt andet optager træ CO2 fra atmosfæren under sin vækst, mens det fortsat lagrer det gennem hele sin levetid, når det anvendes i byggeri”.

Se det som en lavthængende frugt 
Martin Tholstrup, såvel som resten af foreningen, glæder sig over at opmærksomheden på Danmarks klimafokus fortsat er stigende. Og det er ikke alene i Danmark, men generelt fra hele verdenen med eksempelvis den netop præsenterede Green Deal for Europa. Dermed er der for alvor sat en retning både her og med regeringens nye klimalov. 

“Potentialet ligger i mange industrier, brancher og områder, og det er vigtigt, at vi kommer i gang nu. Noget potentiale kræver innovation, andet skal skabes af ny teknologi, og så er der de lavthængende frugter, som kan gøre en forskel nu og her”, forklarer han og fortsætter: 

“At bruge mere træ i byggeriet er meget mere end at lave træbyggerier, og al den erfaring og viden, der findes herom, vil vi meget gerne dele med alt fra politikere til borgere. Særligt det politiske fokus er enormt vigtigt, og både Træ i Byggeriet, vores medlemsvirksomheder og hele branchen står til rådighed for politikerne i forhold til at udbrede viden om potentialet.” 

Foruden Kaare Dybvad Bek og Martin Tholstrup deltog blandt andre branchedirektør i Dansk industri Byg, Elly Kjems Hove samt branchedirektør i Træ- og Møbelindustri, Annette Christensen, til besøget i Tåsinge i sidste uge.

Tidligere artikelNy håndbog skal fremme CLT i byggeriet
Næste artikelNyt forskningsprojekt fra KU stiler efter miljøvenligt træprodukt