Den danske teknologi-virksomhed Trackunit, som leverer IoT-flådestyring til den globale byggesektor, udpeger ny adm. direktør. Det bliver 46-årige Søren Brogaard, som kommer fra en stilling som kommerciel direktør (CCO) i virksomheden, der skal videreføre og udbygge positionen som global markedsleder inden for flådestyringsløsninger og realisere virksomhedens mål om at eliminere nedetid i byggeriet. 

Fra den 1. december sætter 46-årige Søren Brogaard sig i direktørstolen hos Trackunit med ansvar for virksomhedens 180 ansatte. Han overtager dermed posten fra Jørgen Raguse, der de seneste fem år har stået i spidsen for virksomhedens transformation fra en europæisk orienteret produktionsvirksomhed til i dag at være global markedsleder inden for flådestyringsløsninger, der indsamler og analyserer driftsdata samt eliminerer produktionsstop i byggeriet. Jørgen Raguse fortsætter som næstformand for bestyrelsen i Trackunit, hvorfra han vil hjælpe og rådgive direktionen og naturligvis sikre Søren Brogaard en god overgang til hans nye rolle.


I kraft af sin rolle som bestyrelsesmedlem og CCO i Trackunit har Søren Brogaard spillet en central rolle i virksomhedens strategiske arbejde med løbende at tilpasse produktporteføljen og være på forkant med efterspørgslen i markedet, fortæller bestyrelsesformand for Trackunit Franck Cohen.

Som teknologivisionær har Søren spillet en vigtig rolle i at definere løsninger og tjenester, som markedet efterspørger nu og i fremtiden for derigennem realisere Trackunits langsigtede 2025 strategi. Sørens stærke tro på værdi- og formålsdrevet ledelse vil fortsat være et stort aktiv, når vi driver virksomheden til endnu større succes i fremtiden,” siger Franck Cohen.

Søren Brogaard ser frem til at bygge videre på det flotte fundament, som Jørgen Raguse indtil nu har været drivkraften bag.

Det er et imponerende stykke arbejde, som Jørgen har udført de seneste fem år. Han har ikke kun bidraget markant til vores flotte vækst, han har også opbygget en helt særlig position i markedet. Det vil også i fremtiden være vores klare ambition at digitalisere byggeriet og gøre hele sektoren langt mere effektiv end i dag ved at sikre kvalificerede beslutninger baseret på data og ved at eliminere branchens nedetid. Jeg ser meget frem til at starte i den nye rolle og tage hul på arbejdet,” siger Søren Brogaard.

Det er Jørgen Raguse selv, der har truffet beslutningen om at overdrage posten som adm. direktør til Søren Brogaard, som nu skal videreføre og udbygge Trackunits unikke markedsposition. I løbet af de sidste 12 måneder har Jørgen Raguse nøje tilrettelagt en plan, der sikrer den bedst mulige overdragelse.

Om valget af Søren Brogaard, udtaler Jørgen Raguse:

Søren har allerede spillet en helt central rolle i Trackunits transformation og vækstrejse de senere år, og han brænder enormt for den digitale transformation af byggesektoren. Derfor er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til at give faklen videre nu, og for mig personligt er tidspunktet helt rigtigt. I løbet af de sidste tre år har vi desuden styrket den udøvende ledelse betydeligt ved at tilknytte stærke ledere fra spirende vækstvirksomheder. Det nye team er nu klar til at eksekvere på den strategi, der skal forsætte vores stærke vækst frem mod 2025”.

Trackunit har de sidste fem år skabt flotte resultater. I perioden har de bl.a. leveret en omsætningsvækst på 30 pct. hvert år og gået fra 100.000 til 500.000 maskiner verden over, der er koblet på virksomhedens teknologi.

Om Søren Brogaard

  • Udnævnt som administrerende direktør i Trackunit pr. 1 december 2020.
  • Søren kom til Trackunit fra Schneider Electric i 2016.
  • Han blev oprindeligt ansat som Chief Technology Officer (CTO). Her havde han ansvaret for innovation, produktudvikling, hardware- og software samt supply chain.
  • I februar 2018 tiltrådte Søren Brogaard stillingen som Chief Commercial Officer (CCO) og har siden implementeret datadrevne, globale salgsstrategier, samt styrket Trackunits brand og position i markedet med et stærkt fokus på kundeoplevelsen.
  • Søren Brogaard brænder for den digitale transformation af byggesektoren. Som en regelmæssig taler på konferencer, er han en dygtig ambassadør for visionen om at skabe en mere effektiv og digital byggesektor.