Der er godt gang i byggeriet på den gamle slagterigrund i Odense, hvor en helt ny bydel skyder op. I august blev første spadestik taget til det store byudviklingsprojekt, og nu har bydelen så fået sit navn. Det ligger fast efter en konkurrence, hvor lokale borgere har haft mulighed for at give deres bud på, hvad navnet på den nye bydel skulle være.
Det bliver med klare referencer til områdets historie, når odenseanerne fremadrettet skal omtale bydelen, som netop nu opføres på den gamle slagterigrund ved Rugårdsvej. Området har nemlig officielt fået navnet Slagteribyen. Det står klart efter afgørelsen på en navnekonkurrence, som pensionsselskabet PKA og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard afholdte i forbindelse med første spadestik på det store byudviklingsprojekt den 18. august i år.
Efter længere tids votering er vinderen netop blevet fundet, og det er den lokale odenseaner, Sofie Nymand, der står bag vinderforslaget. Hun er for nyligt flyttet til Odense fra Aarup, men har altid haft et nært forhold til byen, og hun er både glad og stolt over, at den nye bydel nu opkaldes efter hendes idé:
“Det er da super sjovt, at hver gang bydelen bliver omtalt fremover, så ved jeg, at navnet var min idé. Det var sådan set bare min allerførste indskydelse, at bydelen selvfølgelig skulle hedde Slagteribyen, da Odenses gamle slagteri har ligget på grunden i mange år. Jeg synes, at det er fedt, at det gamle område omdannes til en moderne bydel, som tilfældigvis er opkaldt efter mit forslag“, fortæller Sofie Nymand, der har sabbatår og til dagligt arbejder på en café i Odense.
Ny bydel med respekt for historien
Bag Slagteribyen står PKA og A. Enggaard, som over de kommende år skal udvikle bydelen, der foruden grønne gård- og opholdsrum, parkeringsfaciliteter og spillestedet Slagteriet kommer til at bestå af 413 boliger på mellem ét og fire værelser med en klar overvægt af mindre både ungdoms- og senioregnede lejligheder.
Projektet er A. Enggaards første store byudviklingsprojekt i Odense, og derfor var det ifølge afdelingschef Palle Priska helt naturligt at involvere byens egne borgere i valget af det nye navn.
“Slagteribyen har en speciel beliggenhed, som rigtig mange lokale borgere har et forhold til. Derfor har det også været vigtigt for os, at bydelen opføres med stor respekt for områdets historie, hvilket vi synes bliver indkapslet rigtig godt i det nye navn“, siger Palle Priska, der uddyber:
“Netop ønsket om at respektere historien kommer også til udtryk ved, at vi bevarer og integrerer flere af de eksisterende bygninger i den nye bydel. Her tænker jeg på de flotte bygninger med rødt murværk og ornamenteringer ud mod Rugårdsvej, der kommer til at fungere som porten til Slagteribyen“.
Visionen for Slagteribyen er at skabe en mangfoldig bydel, der indbyder til fælleaktiviteter for alle beboere. Bydelen får blandt andet sin egen bylivsforening, hvor beboerne via en app kan arrangere aktiviteter som eksempelvis fællesspisning, yoga, ginsmagning eller lignende. Derudover etableres også et stort fælleslokale og et fælles cykelværksted med udendørs vaskeplads.
De første boliger forventes klar til indflytning primo 2023.