Foto: Pexels
Der er mange penge at spare på el, vand og varme ved at flytte ind i et nyt hus. Faktisk kan man spare helt op til 90% af udgifterne, viser tal fra Dansk Byggeris Energianalyse.
Er dit hus bygget efter bygningsreglementets krav til energiforbrug (BR18), sparer du mange penge på udgifter til el, vand og varme i forhold til beboere i ældre huse. De nyeste regler gør, at nye huse er bedre isoleret og mere tætte, og det ses på elregningen, skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
65% af danske bygninger er bygget før 1980
Et hus bygget mellem 1961 og 1979, som ikke er renoveret, vil bruge 90% mere energi end nybyggede huse, som er bygget efter BR18. Et hus bygget mellem 1980 og frem til 1998 vil derimod bruge 50% mere energi end et nybygget hus.
“Nybyggede huse er generelt mere tætte, og så er varmeforsyningen mere effektiv. Et gammelt oliefyr fra 1960’erne holdt op imod et moderne jordvarmeanlæg, der nærmest ikke bruger noget energi, gør jo en kæmpe forskel på varmeregningen. Når man bygger nyt i dag, så bygger man samtidig grønt,” siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Nura Deveci.
Der kom først rigtigt fokus på energien i bygningsreglementet gældende for bygninger fra 1980 og frem. Men 65% af vores bygninger i Danmark er bygget før 1980.
“Så der er mulighed for at spare masser af energi i vores huse ved enten at bygge nyt eller energirenovere. Hvis man vælger at energirenovere, kan man ud over besparelserne på energiregningen hente forskellige tilskud hos energiselskaberne og få fradrag til lønudgifter med håndværkerfradraget,” siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Nura Deveci.
Læs rapporten her