Foto: Pexels.com

STARK opkøber XL Byg Jens Schultz A/S og kan med nye forretninger på Sydfyn, Langeland og Ærø tilbyde områdernes håndværkere samt private kunder flere services og mere rådgivning. 

STARK overtager en af branchens førende trælaster i det sydfynske – XL Byg Jens Schultz A/S med forretninger i Svendborg, Rudkøbing på Langeland og Marstal på Ærø.

XL Byg Jens Schultz A/S er en virksomhed med en omsætning på 266 mio. kr. i 2018, en lang historie og god udvikling. Derfor vil STARK stort set kun ændre navn og logo på forretningerne og fortsætte med de nuværende medarbejdere. For at afslutte handlen skal de dog have godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder.  

“STARK er stolte over at få mulighed for at drive Jens Schultz’s flotte livsværk videre. Jens Schultz A/S er en ledende virksomhed i området med mange og loyale kunder, som vi glæder os til at byde velkommen i STARK. Jeg vil især gerne takke Jens Schultz og hans mange dygtige medarbejdere for gennem årene at have opbygget et særdeles godt forhold til virksomhedens mange kunder. Det ser vi frem til både at videreudvikle og værne om sammen med vores nye kollegaer, der nu bliver en del af STARK-familien,” siger Britta K. Stenholt, adm. direktør i STARK.

Med overtagelsen af XL Byg Jens Schultz fortsætter STARK sin vækststrategi – med overtagelse af kæden SJAKK i Midt- og Østjylland og de nye forretninger på Sydfyn, Langeland og Ærø. STARK har nu i alt 73 trælaster i Danmark. 

Handlens endelige afslutning er betinget af godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder. 

Positiv handel for alle parter
“Handlen er positiv for alle parter. Efter 50 års familieeje giver Jens Schultz stafetten videre og sikrer dermed sin virksomhed og loyale medarbejdere en fortsat stærk position på Sydfyn, mens STARK styrker sig i området. Vi bliver del af en stærk, national kæde og styrkes samtidig lokalt. Det bliver også en fordel for vores kunder,” siger Thomas Skovlund Madsen, direktør for XL Byg Jens Schultz A/S, som fortsat vil være direktør for forretningerne i området.

Salgsdirektør for STARK Danmark, Mads Brejnholt Madsen, ser også frem til at gøre Jens Schultz A/S til en del af STARK: 

“Jens Schultz har gjort det fantastisk, så vi overtager virksomheden med stor ydmyghed. Med opkøbet øger STARK udbuddet af services og rådgivning på Sydfyn, Langeland og Ærø i tråd med vores overordnede strategi om at have en stærk lokal tilstedeværelse og være tæt på vores kunder. Vores mål er at blive den foretrukne byggepartner for vores kunder. Det gør vi bl.a. ved at tilbyde de nuværende kunder hos Jens Schultz A/S landets bedste logistikservice og et endnu bredere udvalg af produkter.” 

Med overtagelsen af XL Byg Jens Schultz A/S får STARK flere muligheder for at målrette deres sortiment og service til både de professionelle kunder inden for håndværk og industri samt de mange privatkunder.

Tidligere artikelDanske Tegl indgår ny energiaftale med Energistyrelsen
Næste artikelMødesteder i fire boligområder styrker mangfoldighed