Foto: Teknologisk Institut

I byggeriet mangler parterne dokumentation på byggevarer, men udfordringen er, at de ikke ved det. Derfor går Teknologisk Institut i gang med et projekt støttet af InnoBYG og GI, som skal udvikle materiale, der skal hjælpe branchen med at navigere i junglen af dokumentation.

En byggevare skal være egnet til anvendelsen, men i praksis kan det være svært at gennemskue, om byggevaren er egnet til det, man vil bruge den til. Udfordringen med korrekt anvendelse af byggevarer er ikke ukendt. Senest har Det Stående Byggepanel advaret mod en kombination af visse typer porebetonblokke og visse typer puds- og fugematerialer, som kan løsne sig og revne.

Derfor starter Teknologisk Institut et projekt støttet af InnoBYG og GI, som skal udarbejde nyt materiale. Materialet skal hjælpe byggebranchen med at navigere i junglen af information og få viden om, hvem der bærer ansvaret.

Forvirring om mærker
Peder Fynholm arbejder på Teknologisk Institut og kender både regler, krav og udfordringer. Han forklarer, at et af de største problemer muligvis er, at byggeriets parter ikke altid er klar over, at de mangler dokumentation, og at de derfor anvender byggevarerne forkert. Der er især forvirring om CE-mærket:

“Det er ikke sjældent, at vi støder ind i nogle, som tror, at et CE-mærke er et kvalitetsstempel, eller at en CE-mærket byggevare automatisk er godkendt til anvendelse der, hvor man har tænkt sig. Men CE-mærket siger intet om hverken kvalitet eller anvendelse. Det er fabrikantens garanti for, at byggevaren lever op til den ydeevne, som er deklareret på varen. Og så har vi balladen, hvis man fx vælger at anvende byggevaren til et formål, som ikke er det, der er beskrevet i ydeevnedeklarationen,” forklarer Peder Fynholm.

Hvem har ansvaret?
Det kan i praksis være en udfordring at finde ud af, hvem der har ansvaret og har sikret, at dokumentationen er tilstrækkelig til byggeriet. Her skal bygherren være ekstra opmærksom, for i sidste ende er det hans ansvar, at bygningen overholder bygningsreglementets funktionskrav.

“Lad os tage et eksempel. En bygherre ønsker brandimprægneret krydsfiner som indvendig vægbeklædning. Trælasten markedsfører i eget varemærke, brandimprægneret krydsfiner. Trælasten indkøber CE-mærket krydsfiner og brandimprægnerer det på et imprægneringsanlæg – men skal varen så CE-mærkes og er der krav til en 3. parts verificering? Svaret er ja på begge spørgsmål, for krydsfinerens oprindelige CE-mærke er ugyldigt. Her bliver trælasten faktisk ansvarlig for byggevarens brandegenskaber, da trælasten her er blevet til fabrikant. Det er dog stadig bygherren, der i sidste ende har ansvaret for, at byggeriet lever op til bygningsreglementets krav,” forklarer Peder Fynholm.

Der sker flest fejl, når et produkt anvendes, hvor det er uegnet. Peder Fynholm opfordrer derfor til, at byggeriets parter bliver bedre til at sætte sig ind i og forstå ydeevnedeklarationer og CE-mærkninger eller, at de sørger for at rådføre sig med specialister inden for området.

Hvem er ansvarlig for hvad?

  • Fabrikanten er ansvarlig for byggevaren og de ydeevner, der deklareres.
  • Rådgiver og udførende er ansvarlige for, at byggevaren er egnet til anvendelsen
  • Bygherren er ansvarlig for, at bygningen overholder  kravene i Bygningsreglementet.