Foto: Ritzau
PensionDanmarks arkitektopgave er vundet af Mangor & Nagel Arkitekter og Tegnestuen Vandkunsten, som skal tegne de 500 bæredygtige boliger i Søndre Havn ud til Køge Kyst.
Det bliver et helt nyt kvarter med moderne boformer, hvor Mangor & Nagel Arkitekters har ansvaret for tre ud af de frem karréer, svarende til 300 leje- og ejerboliger. Disse boliger er beliggende i første række til den flotte strandeng. Arkitekterne skal derudover blandt andet stå for den 10.000 m2 store kælder og udformningen af gårdrum.
Om projektet har arkitekt og partner fra Mangor & Nagel Claus Smed Søndergaard udtalt følgende: ”Byggefelternes helt særlige placering mellem strand og gammel industrihavn, giver det nogle fantastiske muligheder for at skabe nye boliger der på én gang er urbane og i tæt kontakt med naturen. Sammen med det organisatoriske set-up og den samarbejdsvilje vi træder ind i skaber det ganske enkelt optimale betingelser for at generere en ambitiøs byudvikling. Vi glæder os meget til at komme i gang.”
Tegnestuen Vandkunsten har fået ansvaret for den nordlige del af området bestående af de resterende 200 leje- og ejerboliger, som har beliggenhed direkte ud til Køge Havn. Tegnestuen Vandkunsten står også for landskabsopgaven, samt etablering af 1.000 m2 erhverv og udadvendte fællesrum som vil være tilgængelig for hele kvarteret. Derudover er planen også at der i den nordlige del skal etableres 7.000 m2 sammenhængende kælder.
Til det har arkitekt og partner fra Tegnestuen Vandkunsten Jan Albrechtsen udtalt:
’’Det er en helt særlig glæde for os på Vandkunsten, at vi er udvalgt til at være en del af det samarbejde, der skal afslutte det store byudviklingsområde på Sdr. Havn. Vi har været med helt fra starten og været en aktiv medspiller i hele områdets hidtidige udvikling. PensionDanmark har søsat et ambitiøst og tværfagligt projektsamarbejde med en ligeså ambitiøs ambition om at udvikle bydelen til et sammensat boligområde, med særligt fokus på fællesskaber og bæredygtighed. Vi glæder os til at bidrage til mangfoldigheden i området og i al ydmyghed bidrage med vores erfaring, og med innovative løsninger til de nye livsstilsboliger på Sdr. Havn.”
Begge tegnestuer indgår i et samarbejde om udformning af det nye byrum, så der sikres en moderne, arkitektonisk og bymæssig sammenhæng. Det er PensionDanmark som er bygherre på projektet, som er udviklet i samarbejde med det lokale udviklingsselskab, Køge Kyst P/S.
PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen udtaler følgende om projektet:
”Det er meget spændende at udvikle et helt nyt kvarter midt i byen med stranden, havnen og havet som nærmeste naboer. Vi har valgt det bedste fra de to tegnestuer, og baseret på vores nye boligplatform med meget diversificerede boliger, vil vi skabe attraktive byrum med værdiskabende boliger og erhvervslejemål. Det er målet at byggeriet skal DGNB-bæredygtighedscertificeres i kategorien Guld.”
Fakta om projektet
Byggeriet omfatter i alt fem boligkarréer fordelt på ca. 45.000 m2, hvor ca. 43.000 m2 er boliger inkl. fællesfaciliteter. De resterende ca. 2.000 m2 er butikker, caféer mv.
Som del af projektet opføres i alt ca. 17.000 m2 kælder, som skal kunne rumme ca. 450 P-pladser. Vigtigst af alt, så skal det nye byggeri have bæredygtighedscertificeringen DGNB i kategorien Guld.