Bartholin-komplekset i Aarhus Universitets campus-område renoveres lige nu ud fra samme designkoncept, der præger Skou-bygningen og vandt stadsarkitektens pris i 2019. Her har CUBO arkitekter skabt en lys, enkel og åben arkitektur, der understreges af få velvalgte kvalitetsmaterialer i indretningen – fra omfattende glaspartier til egetræpaneler og lyse vinylgulve.
Lige ud til søerne i Universitetsparken i Aarhus ligger Bartholin-komplekset, som er opført 1971-74 og nu bliver renoveret med CUBO Arkitekter A/S som arkitekt og totalrådgiver. Tegnestuen har tidligere stået bag Skou-bygningen, der er opkaldt efter Nobelprismodtager Jens-Christian Skou og i dag rummer Institut for Biomedicin. Bartholin-kompleksets renovering vil følge samme koncept.
Skal udfolde bygningens potentiale
Partner i CUBO Arkitekter Bo Lautrup fortæller om de designmæssige greb, der i 2019 gjorde, at Skou-bygningen blev hædret med Aarhus’ stadsarkitekts pris, og som også er styrende for den igangværende renovering af Bartholin-bygningen:
“Vi etablerer et helt nyt fællesrum op gennem bygningen i form af et halv-atrium med udsigt mod søerne. Bygningskomplekset er meget markant, men har manglet et socialt omdrejningspunkt, og med halv-atriet introducerer vi en stor gennemgående indre social kontaktflade, der skal være med til at udfolde bygningens store potentiale“.
“Der er en bevarende lokalplan for Universitetsparken, som sætter de overordnede rammer. Vi har været inde at nærstudere hele området og på den baggrund udvalgt de bedste greb og detaljer fra den eksisterende arkitektur. Blandt andet har vi lagt vægt på det meget lyse, homogene og enkle udtryk med gule tegl og hvide farver både ude og inde, hvilket understøttes af nogle få velvalgte kvalitetsmaterialer i indretningen“, uddyber Bo Lautrup.
Sikkerhedsgulv brugt som designelement
Ud over udstrakte glaspartier og egetræpaneler inden døre har CUBO Arkitekter valgt vinylgulve i en rolig lys farve med glitrende nistre. Løsningen hedder Altro Walkway 20 / VM20 i farven Cloud og er egentlig et sikkerhedsgulv, der gennem hele levetiden reducerer skridrisikoen til en ud af en million. Men gulvet er også valgt på grund af æstetiske hensyn, forklarer Bo Lautrup:
“Det er vigtigt at sikre en visuel sammenhæng gennem bygningskomplekset, og da der er meget glas og transparens, skal gulvet kunne fortsatte uden stop, overgange eller skift mellem materialer. Det har vi opnået i Skou-bygningen med vinylgulvene, der på én gang er funktionelle og enkle i udtrykket. De er derfor med til at understrege den naturlige og lyse æstetik, der også skal præge Bartholin-komplekset“.
I Skou-bygningen blev der brugt i alt 9.000 kvadratmeter Altro Walkway 20 / VM20, der dækker både gange og laboratorier på de seks øverste etager. Derudover er der lagt 750 kvadratmeter Altro Walkway 20 / VM20 statisk dissipativ belægning i nogle af laboratorierne i den noget mørkere farve Fog.
Hos Altro, der leverer to ud af tre sikkerhedsgulve i Danmark, tøver konsulent Kim Thomsen ikke med at kalde Skou-bygningen for det flotteste projekt, han endnu har været med til. Han ser derfor frem til, hvordan Bartholin-komplekset kommer til at tage sig ud, når det efter planen står færdigt i 2022.
“Det er fantastisk at se, hvordan sikkerhedsgulvet også kan bruges som et naturligt element, der spiller sammen med blandt andet glas og egetræ i et unikt design. Det er et af vores helt klassiske gulve, der virkelig har bevist sit værd gennem mange årtier, så der er også noget fint ved, at det netop er den løsning, der er optimal her“.
Ud over CUBO Arkitekter er blandt andre entreprenøren Enemærke & Petersen, landskabsarkitekt Møller & Grønborg A/S, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S samt SWECO som bygherrerådgiver involverede i Bartholin-kompleksets renovering.