Foto: Kobots – Peter Hartvigsen

At være håndværker er blevet meget andet end blot hammer og el-værktøjer. Dag for dag vil robotter forandre arbejdet på byggepladserne. Danske håndværkere vil allerede i 2020 få mulighed for at tage en mobil stemmestyret tilskæringsrobot med i kassevognen eller på traileren. Amigo er navnet og med den kan tilskæring af gips og andre plader automatiseres, så håndværkeren derved kan få hænder fri til andre opgaver. 

I flere år er der ikke sket meget forandring i arbejdsmetoder og værktøjer på byggepladsen. Men nu er der gennembrud på vej for håndværkerne. Trenden er at robotterne skal lære at gøre det, vi ikke selv er bygget til at kunne holde til.

Der er meget få håndværkere, der bliver i byggebranchen længere end til 50-års alderen. De bliver pedeller, sælgere, lærere i stedet. Eller robot-iværksættere som mine kolleger og jeg er blevet”, konstaterer Peter Hartvigsen, stifter af Kobots, der udvikler stemmestyrede teknologier blandt andet til byggebranchen.

“Jeg er selv uddannet tømrer, og en stor del at ingeniørteamet bag Kobots har faktisk en erhvervsuddannelse bag sig.Vi er tre tømrere, en klejnsmed og en elektriker. Det gør, at vi har en helt anderledes tilgang og forståelse for branchen. Det er også et godt eksempel for de unge mennesker der fravælger erhvervsuddannelserne i disse år, at de kan se at der er nye løsninger på vej og en fremtid der kan ende et helt andet sted en man kan forstille sig som ung lærling”.

Stemmestyring er smartere end knapper

Peter Hartvigsen har i 15 år drevet tømrervirksomhed, og her kunne han se, at der manglede et mere automatiseret alternativ til den måde, eksempelvis opsætning af gipsvægge typisk foregår på – to tømrere arbejder i hold, hvor den ene skærer til, og den anden monterer. 

“Jeg fandt ud af, at der ikke rigtig fandtes nogle løsninger, som virkede i et tømrerperspektiv. De gjorde ikke nok ved effektiviteten, så de var ikke rentable for håndværksmesteren at investere i. Men når vi kan bruge stemmen til at betjene værktøjer og software, mens vi bruger hænderne til noget andet, så kan vi blive mere effektive. Derfor opfandt vi tilskæringsrobotten Amigo, som er en ”ven”, man har med på arbejde, der hjælper med alt det støvede, støjende, tunge og bøvlede arbejde”, forklarer Peter Hartvigsen.

Robot-overblik til byggeriet i januar

I bygge- og anlægsbranchen er der i disse år en markant stigende fokus på automatisering og digitalisering, og nye robotteknologier og automationsløsninger pibler frem med. De to Innovationsnetværk RoboCluster og InnoBYG samt klyngen BYG FYN, inviterer derfor i 30. januar 2020 på studietur til ”Danmarks robothovedstad” Odense. Rundturen byder på indsigt i hvordan robotter anvendes i byggebranchen samt hvilke tendenser, der er fremherskende i udviklingen og skaber værdi i bygge- og anlægsbranchen. Der er også mulighed for deltagerne for selv at afprøve nogle af de nye teknologier, heriblandt Kobots nyskabende robot.

De nye teknologier kan medvirke til et mere effektivt byggeri med en kortere byggetid, færre fejl og mindre materialespild. Dansk Byggeris Erhvervs- og brancheservice, Michael H. Nielsen, vurderer i fagbladet 3F at potentialet er kæmpestort. Han siger også at ”en optimeret produktionsproces er en fordel for både medarbejderne og arbejdsgiverne. Vores udfordring er, at byggebranchen er en konservativ branche, og vi skal have de nye teknologier udbredt i de mange små og mellemstore virksomheder. Mange af de helt store entreprenører er allerede rigtig langt fremme”, siger Michael H. Nielsen til fagbladet 3F.

Hos Kobots oplever man et marked, der er meget parate til at automatisere. Her kommer kommer interessen fra såvel danske som udenlandske entreprenører, som arbejder i Danmark. Der er dermed stor interesse for den stemmestyrede tilskæringsrobot, allerede før den kan købes eller lejes i byggemarkederne i starten af januar.

“Det har overrasket mig, hvor stærkt det faktisk er gået. Det kan tage tid at sparke døre ind og gøre sig bemærket – det var jeg indstillet på – men det har slet ikke været nødvendigt. Vi har bare skulle vise robotten frem, så folk kunne se, hvad den kunne, og så har interessen været der fra start”, fortæller Peter Hartvigsen, CEO i Kobots.

Han oplever ikke byggebrancen som konservativ eller tøvende, når det er noget der virker og giver værdi:

“Myten om konservatisme i byggeriet kommer af, at branchen ikke har set noget, der virkelig virker før nu. Det er også naturligt at være tøvende, hvis man ikke kan se ideen eller er i tvivl om noget virker. Og det er præcis det, der er forskellen på det, som vi laver og så de andre løsninger, der er for bøvlede at anvende”.