Foto: Visualisering af PLH Arkitekter

PensionDanmark opfører nyt bæredygtigt domicil til 293,5 mio. kr. på Marmormolen i København med NCC som totalentreprenør. Det skal huse op til 700 medarbejdere og være klar til indflytning i starten af 2022.

Et nyt og stort byggeri på ca. 12.500 m2 kontorer og 1000 m2 kælder til en pris på 293,5 mio. kr. skal opføres på Marmormolen i København. Rederiet DFDS skal have et nyt domicil, som skal opføres af PensionDanmark med NCC som totalentreprenører. Det er målet, at domicilet skal bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standarden Guld.

”NCC har udviklet et godt kendskab til PensionDanmarks tydeligt definerede krav til bæredygtige byggerier. Det betyder attraktive ejendomme, der er fremtidssikret gennem fleksible løsninger og meget høje krav til kvalitet og lave udgifter til vedligeholdelse og energiforbrug. Det betyder, at DFDS kommer til at flytte ind i særdeles attraktive rammer med de bedste forudsætninger for trivsel blandt deres medarbejdere, og at PensionDanmarks medlemmer kan forvente solide afkast fra investeringen i mange år frem,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen i en pressemeddelelse.

Det er PLH-arkitekter, som står bag bygningens maritime udtryk, som er blevet inspireret af cruiseskibes opbygning. Byggeriet skal indeholde en parkeringskælder og nå op til 5. sal. Det skal indeholde kontorer, møderum, en restaurant, et auditorium i to etagers højde med plads til 300 mennesker, og på de to øverste etager skal medarbejdere have mulighed for at benytte sig af tagterrasser med udsigt over vandet i Nordhavn. Rederiet skal ligge ved siden af rederiets egen terminal og FN-byen, som PensionDanmark også er investor i.

Arbejdet er allerede gået i gang. I oktober udføres en serie af forsøg omkring pilotering af pæle, og fra den 1. november skal entreprisearbejdet udført af NCC begynde.

Tidligere artikel3D-byggemodeller bliver nu endnu mere nøjagtige med kunstig intelligens
Næste artikelNye Urban Riggers på Refshaleøen er bedre rustet til hårdt vejr