Foto: Cobe // Byggefelt A21, Høje Taastrup C

John Hartvig Holm, som i 30 år har handlet boliger i Høje Taastrup, tror så meget på, at den nye bydel, at han sammen med en økonomisk partner har investeret i et byggefelt med 11.850 kvadratmeter bolig og 590 kvadratmeter erhverv.

”Høje Taastrup C bliver et levende og fedt sted at bo,” lyder det fra John Hartvig Holm, der netop i partnerskab med Thomas Ulletved Rasmussen har underskrevet købet af et af de sidste ledige byggefelter i den kommende bydel Høje Taastrup C. 

Thomas Ulletved Rasmussen, der blandt andet ejer Media-Invest Danmark A/S og er storinvestor i elselskabet Modstrøm. I forvejen er Thomas Ulletved Rasmussen og John Hartvig Holm forretningspartnere. Selskabet (A21 Taastup ApS), som de har oprettet for at investere i Høje Taastrup C, er opkaldt efter netop det byggefelt, som de har købt.

Byggefeltet A21 indeholder en byggeret på 11.850 kvadratmeter til boliger og derudover 590 kvadratmeter til publikumsorienteret service/erhverv. Herflytter John Hartvig Holm flytter ind med sin forretning.

”Vi solgte tidligere mange projektboliger, men det gik i stå i forbindelse med finanskrisen. Nu er det igen aktuelt med projektbyggeri, da København er blevet så dyr, at mange vælger at flytte ud til for eksempel Taastrup, som har en attraktiv beliggenhed på grund af Høje Taastrup Station. Det tager blot 20 minutter, så er man i København,” fortæller John Hartvig Holm.

”Med den nye bydel går Høje-Taastrup fra at være en lidt ensartet bydel til at blive et levende sted med varieret byggeri og spændende arkitektur,” fortsætter John Hartvig Holm.

Udvikling af helhedsplan
Helhedsplanen for området mellem Høje Taastrup Station og City 2 er udviklet af arkitektfirmaet Cobe. Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C står bag selve omdannelsen af området. Dette selskab ejes af Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre (ejet af ATP Ejendomme og Danica Pension) og Ejendomsselskabet ATPFA II P/S (ejet af ATP og PFA).

Lars Bloch, administrerende direktør i Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, glæder sig over, at Høje Taastrup C, kommer til at indeholde forskellige typer af boliger.

”Det gælder også inden for ejerformen. Det er derfor positivt, at der nu er sket salg til yderligere en bygherre, der vil sælge ejerboliger, udtaler Lars Bloch.

Han påpeger derudover, at der igen er stor interesse for at lave projektboliger i form af ejer- eller andelsboliger, også i Høje Taastrup C.
”Vi viser med Høje Taastrup C vejen til en ny bydel med stor diversitet, hvor både seniorer, børnefamilier og enlige kan bo, i ejerboliger, andelsboliger som lejeboliger,” siger Lars Bloch.

Storhedstid med positiv jobvækst
Johan Hartvig peger også på, at helhedsplanen forhåbentlig sikrer, at shoppingcentret City2 står over for en ny storhedstid ved blandt andet at åbne butikker op ud til parkområdet i Høje Taastrup C.

”I starten var City2 spændende, fordi det var et af de første store shoppingcentre i Storkøbenhavn. Gennem det sidste årti er City2 blevet overhalet af nyere og mere tidssvarende centre,” udtaler John Hartvig Holm.

Sidst lægger han også vægt på den positive jobvækst, som er skabt i Høje-Taastrup de seneste år. Alene fra 2013 til 2017 har man ifølge kommunens egne tal fået over 9000 nye arbejdspladser. Antallet er ikke kun steget på grund af, at de eksisterende virksomheder udvider og vokser, men også i høj grad fordi flere virksomheder vælger at flytte til Høje-Taastrup.

”Det er ikke noget man ser så tit. Så jeg er sikker på, at Taastrup vil fortsætte med at udvikle sig i mange år frem,” siger John Hartvig Holm.