Foto: Mischa Stæhr

Det kan være svært at skaffe penge til at realisere nyskabende idéer inden for byggeriet, hvor der ofte bygges med velkendte metoder og materialer. Boligfonden Kuben indførte derfor for nogle år siden et Spirekasselegat til iværksættere inden for byggeriet, og der er nu åbent for ansøgninger. 

Der er nu åbnet op for, at iværksættere inden for byggeriet kan indsende ansøgninger til Boligfonden Kubens Spirekasselegat. Legatet gives til idéer, som kan flytte branchen i en mere bæredygtig, produktiv eller innovativ retning. Legatet er på 25.000 kr., og modtageren får samtidig adgang til sparring med erfarne folk inden for branchen:

“Som ung iværksætter indenfor byggeriet kan det være svært at slå igennem med sin idé. Der er mange barrierer. Det kan være manglende kapital til de nødvendige investeringer, dårlig forretningsforståelse eller utilstrækkelig viden om branchen. Som ung har du sjældent det netværk, der skal til for at komme i mål med din idé. Med Spirekasselegatet giver vi de unge en saltvandsindsprøjtning i form af et legat på 25.000 kroner og adgang til sparring med erfarne folk indenfor branchen,” siger bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben Karen Mosbech.

Sidste års modtager vil have hampbeton ind i byggeriet
Arkitektstuderende Mischa Stæhr modtog legatet i 2018 og har siden brugt fondens mentorordning til at arbejde videre med sin idé. Hun vil have hampbeton, som består af industrihamp og kalk, ind i byggeriet som et CO2-negativt byggemateriale. Hampen kan dyrkes økologisk af danske landmænd uden at skade miljøet. Da hampen til hampebetonen er et biprodukt, kan hampeplanten samtidig anvendes til fødevarer og tekstiler. Hampbetonen findes allerede i flere lande i Europa, USA og Australien, men den er endnu ikke slået igennem herhjemme.

Med hampebeton kan vi bygge åndbare huse. I dag har alle bygninger dampspærre for at sikre et lufttæt rum og spare på energien. Den friske luft får vi så gennem mekanisk ventilation, som koster en masse energi at have kørende. Bygger du med hampebeton får du et åndbart hus, som ikke behøver dampspærre. Det er lettere at slippe af med fugten, du får et sundere og allergivenligt indeklima,” siger arkitektstuderende Mischa Stæhr.

Mischa Stæhr er en af de mange Spirekassemodtagere, som har fokus på bæredygtigt byggeri. Men selvom fonden giver støtte til mange bæredygtige projekter, har fonden også effektivitet og innovation højt på agendaen.

Du kan læse mere her