Udvidelsen af anlægget bliver bygget i et innovativt design med fokus på bæredygtighed, reduktion af CO2-udledningen, samt et sikkert arbejdsmiljø for medarbejderne. Byggeriet ventes færdig i foråret 2021.
Mariagerfjord Renseanlæg i Hadsund skal have udvidet sin kapacitet fra 75.000 til 225.000 PE, som svarer til spildevand fra 225.000 personer. Et konsortium bestående af EnviDan og Jakobsen & Blindkilde skal stå for opgaven.
Nyt step-feed system
”Vi er glade og stolte over, at Mariagerfjord Vand har valgt os til udvidelsen af renseanlægget. Jeg tør godt sige, at de får landets stærkeste renseanlægsteam til byggeriet. Det er det samme hold, som byggede det nuværende renseanlæg i 2012-2014, og det er med til at give en sikker og effektiv projektafvikling“, siger Jens Albrechtsen, Entreprisechef hos EnviDan og fortsætter:
”Vi introducerer som det første sted i Danmark step-feed systemet i det biologiske rensetrin, som medfører øget effektivitet af både den biologiske rensning og den efterfølgende klaringsfunktion,” siger Jens Albrechtsen.
Det bliver EnviDan som leder konsortiet og ligeledes står for projektering, idriftsættelse og dokumentation, og Jakobsen & Blindkilde står for alle bygge- og anlægsarbejder. Strøm Hansen A/S er underentreprenør og de står bla. for el, og Holsted Smede og Maskinværksted A/S, som står for smede- og maskinarbejder.
Spidskompetencer
”Renseanlæg er en af vores absolutte spidskompetencer, og vi har den erfaring, der skal til for at lave de her anlæg. Sammen med EnviDan har vi tidligere leveret mange renseanlæg, og vi har folk i egenproduktion på kloak, jord, beton, belægning og murer, som skal bruges her,” siger Esben Søndervad Pedersen, områdedirektør i Jakobsen & Blindkilde, der er en del af NCC.
Den mest synlige del af udvidelsen er to kæmpe store spildevandstanke med en diameter hver på 44 meter og en dybde på seks meter.
”I 2012 – 2014 etablerede Mariagerfjord Vand et topmoderne renseanlæg, udført af det nævnte entreprenørhold, som har været uovertruffen med renseeffekten og driftsøkonomien. Udgangspunktet dengang var, at renseanlægget skulle opfylde vores daværende behov, men være forberedt til at kunne udbygges til fremtidens behov. Der står vi nu, og jeg er sikker på, at vi 2021 igen har Danmarks ypperligste renseanlæg, som til stadighed vil skulle udbygges, for at kunne opfylde samfundets behov til rensning af spildevand,” siger Søren Erikstrup, direktør ved Mariagerfjord Vand.
Vand fra tre kommuner
Anlægget, som ligger i Hadsund, vil modtage spildevand fra kommunerne Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord. Efter spildevandet er renset, vil det blive ledt ud i Kattegat gennem den eksisterende udløbsledning. Anlægget bygges, så der i fremtiden kan ske en yderligere udvidelse til 275.000 PE.
Samlet er ordren på ca. 50 mio. kr.