Home Nyt om virksomhed Sundolitt leverer 1.500 m3 EPS Letfyld-blokke til pandemi-hospital på rekordtid

Sundolitt leverer 1.500 m3 EPS Letfyld-blokke til pandemi-hospital på rekordtid

0
16

Corona-pandemien har været så hård ved Spanien, at landet har brugt 100 millioner Euro på at haste-opføre et pandemi-hospital. Sundolitt har sørget for trykaflastning.

De færreste kan levere 1.500 m3 EPS på en uge. Men det var bestillingen til Sundolitts spanske afdeling, da Madrids nye epidemi-hospital, Isabel Zenda Pandemic Hospital, skulle bygges. Det 80.000 kvadratmeter store hospital blev bygget op i og omkring gamle retsbygninger, hvilket gav en del udfordringer.

Under de gamle bygninger var der tunneler til sikker transport af personer til og fra retssager. Nu var de blevet en sikkerhedsrisiko i stedet. For de ville ikke kunne bære vægten af jord og grus mellem de nye pavilloner og de gamle bygninger. Og det ville tage for lang tid at fjerne tunnelerne eller fylde dem op.

“Løsningen blev at indbygge EPS Letfyld-blokke over tunnelerne. Det giver en lettere opbygning og fordeler trykket, så tunnelerne ikke risikerer at give efter for vægten ovenpå,” forklarer Hans Peder Knudsen, vicedirektør i Sundolitt.

Presset på tid

Spaniens sundhedssystem har været hårdt presset af Covid-19 med over 48.000 døde til dato og mange indlagte – herunder også på intensiv. Derfor ville regionen udvide kapaciteten på bare 100 dage. Behovet var EPS Letfyld-blokke med en trykstyrke på 150 kN/m2. Da det ikke er standarden på det spanske marked, blev opgaven umulig for Sundolitts konkurrenter at løfte.

“Kravet var, at alt EPS skulle leveres i løbet af en uge. Gerne mindre. Det satte os på en prøve som aldrig før, men med Sunde Group og vores danske kolleger i baghånden fik vi hurtigt sendt den nødvendige dokumentation og leveret alt materialet til stor tilfredsstillelse for os alle,” siger Hans Peder Knudsen.

Entreprisen blev løst af Sacyr Construcción, der i 2020 har løst en række projekter for at lette kampen mod Covid-19. Det nye hospital blev indviet 1. december og har 1.056 sengepladser.