Efter efterårsferien er eleverne på Trekløverskolen afd. Kjellerup kommet tilbage til nye omgivelser med spændende bygninger og flotte udendørsarealer. Et arbejde, som er udført med mange NCC-kompetencer.

Trekløverskolen afd. Kjellerup ved Silkeborg er forandret, og det har NCC og en stribe lokale håndværksvirksomheder været med til at sørge for. Eleverne er derfor efter efterårsferien mødt ind til moderniserede bygninger samt flotte udearealer, som de nu kan boltre sig på.

Arbejdet, der har stået på siden 2018 bestod først af en renovering af to bygninger på 4.200 kvadratmeter. Dernæst blev opført et nyt byggeri på 2000 kvadratmeter. Især den nyopførte bygning skiller sig ud med sin arkitektur, som Årstiderne Arkitekter står bag.

Det er blevet et meget alternativt og spændende byggeri med en slyngende form, der bugter sig ud fra de eksisterende bygninger og har mange vinduer i forskellige størrelser,” siger Henrik Høeg Kirk, der har været NCC’s produktionschef på byggeriet.

Mange kompetencer i spil

Under hele arbejdet har skolen været i gang, så eleverne har kunnet følge byggeriet.

NCC har haft mange forskellige kompetencer i spil ved byggeriet og har dermed haft meget gavn af at være en stor virksomhed, der dækker mange fagområder. Der er blandt andet udført arbejde som betonstøbning af elementer på stedet, kloakarbejde, stålarbejde, murerarbejde og anlægsarbejde, og så har NCC opført skurbyen og haft ansvar for byggepladsen.

For at udføre alt det er der blevet trukket på forretningsområder i NCC som NCC Råhus, Hercules Fundering, NCC Råstoffer, der har leveret stigrus, og NCC Asfalt, der har lagt asfalt og opmærket P-båse.

Der har været rigtigt godt samarbejde mellem forretningsområderne, og det har også smittet positivt af på samarbejdet med bygherre og de andre entreprenører. Der har hele vejen igennem været en god dialog,” siger Henrik Høeg Kirk.

700 dage uden ulykker

Arbejdet, som samlet har været en entreprise på 15 mio. kr., er desuden gennemført med et sikkert arbejdsmiljø. Det betyder, at der har i hele sagens 700 dage ikke været nogen ulykker, og det er produktionschefen i al beskedenhed stolt af.

Jeg er meget glad for, at vi kan levere et flot projekt, hvor der har været styr på sikkerheden – både hos os selv og hos de øvrige entreprenører,” siger Henrik Høeg Kirk.

Eleverne har nu indtaget bygningerne, som ligger centralt i Kjellerup.