Foto: Randers Arkitekten
De nye almene boliger på Vidarsvej i Randers er designet med fleksible kvadratmeter og giver god plads til udelivet med altaner og udvendige trapper fra Alumentdk.
Vidarsvej i Randers er i gang med en større forvandling. Den gamle institution Børnegården Nyvang er revet ned for at give plads til 24 nye almene boliger, der skal huse alt fra børnefamilier til seniorer. Det er Randers Arkitekten, der har slået stregerne til projektet, der er tegnet med en usædvanlig grad af fleksibilitet:
“Vi har tegnet en tæt-lav bebyggelse, hvor førstesalen består af boliger på 88 m2. I stueetagen er boligerne halv størrelse. Men de er designet, så de kan slås sammen, hvis det viser sig, at behovet ændrer sig. På den måde kan udbuddet og størrelsen af boligerne løbende tilpasses“, siger indehaver af Randers Arkitekten Brian Andersen.
Altaner i stål
De nye boliger bliver opført af entreprenørfirmaet Høegh & Sønberg. Boligerne får naturskifer og røde tegl på facaden som de klassiske almene boliger fra 1940’erne lidt længere nede af vejen. På førstesalen kan de kommende beboere nyde udsigten ud over området fra store altaner leveret af Alumentdk.
“Vi leverer og monterer 9 altaner med stålbunde og galvaniserede værn til projektet. Vi har været i tæt dialog med arkitekten om udseendet på altanen og skræddersyet designet, så det passer til arkitekturen. Derudover leverer vi og monterer 9 udvendige adgangstrapper i samme udtryk som altanerne, så vi får et helstøbt udtryk fra top til bund“, siger direktør i Alumentdk Lars Bomholt.
Samarbejde om designet
Altanerne er designet med stor rummelighed og måler 4200 X 1600 mm, så der er plads til at trække ud en varm sommeraften og grille på altanen. I stueetagen har lejlighederne deres egne små terrasser.
Boligerne bliver opført i tre stænger, der ligger forskudt i forhold til hinanden, så der opstår kig mellem de enkelte blokke. Hver blok får to trapper i galvaniseret stål placeret i hver sin ende af bygningen, så der opstår en dynamisk bevægelse på facaden.
“Vi har arbejdet meget detaljeret med udseendet på altanerne og trapperne. Vi ville gerne have altaner, der var slanke i udtrykket som muligt. Samtidig ville vi have nogle trapper, der var ret karakterfulde for bebyggelsen. Vi har et meget godt samarbejde med Alumentdk, bygherre og entreprenøren om at få alle ønsker til at gå op“, slutter Brian Andersen.
De 24 nye boliger på Vidarsvej forventes indflytningsklar i sommeren 2021.