Hoved- og fagentreprenør Arentfeld A/S har opkøbt kloak- og betonvirksomheden Kloakentreprise v. Tim Buch Hollænder. Med det nye opkøb kan Arentfeld A/S ifølge Jacob Arentfeld Nielsen ikke bare tilbyde deres kunder en bedre pris og bredere rådgivning, men også mere ro og tryghed i byggeprocessen.

-Med egne afdelinger og egne folk har vi bedre muligheder for at give den rigtige pris og ikke mindst for at skabe en kultur på byggepladserne, der understøtter de dyder vi stræber efter. Og netop det er noget, der ligger os meget på sinde. For det er med dyderne som grundsten, at vi får vores kunders projekter sikkert og ordentligt i mål, siger Jacob Arentfeld Nielsen.

Tim Buch Hollænder følger selv med i købet, hvilket betyder, at Arentfeld A/S nu også kan kalde sig autoriseret kloakmester.

Arentfeld A/S og holdet bag kender Kloakentreprise særdeles godt, da de har samarbejdet på adskillige projekter i årenes løb.

-Vi ved ret sikkert, hvad det er vi får med Tim og hans hold, og det er altså gode varer, siger Jacob Arentfeld Nielsen

Det var Tim selv, der ønskede, at hans firma skulle være en del af Arentfeld A/S.

– Jeg har længe gerne ville overlade det administrative til andre, og koncentrere mig om det jeg gør bedst, hvilket er kloak- og betonarbejde. Men jeg har igennem tiden fået nogle rigtig dygtige folk ombord, som det har været vigtigt for mig, at sikre en god hverdag fremadrettet. Det føler jeg mig tryg ved, de får hos Arentfeld A/S, så derfor var beslutningen ikke svær, udtaler Tim Buch Hollænder.

Arentfeld A/S har nu egen tømrerafdeling, murerafdeling, kloak- og betonafdeling.

Overtagelsen sker 1/6 2021.