Foto: Simon Klein-Knudsen // Fra venstre: Torben Dahl (MT Højgaard), Mette Qvist (direktør Green Building Council), Jens Breinholt (PensionDanmark), Mikael Heegaard (MT Højgaard), Elnaz Ehsani og Stephanie Carr (DGNB-konsulenter, MT Højgaard), Niels Johne (PensionDanmark).

PensionDanmarks nye boligbyggeri Hummeltofteparken har fået DGNB Guld-bæredygtighedscertificeret. Byggeriet får topscore for materialernes miljømæssige kvaliteter, udearealerne og for de grønne tage med solceller.

Hummeltofteparken på Hummeltoftevej i Sorgenfri i Virum har fået tildelt DGNB Guld-certificering. Certificeringen blev tildelt af Mette Qvist, der er direktør i Green Building Council Denmark, som står for certificeringsordningen i Danmark. DGNB er en af verdens førende standarder, når det omhandler bygningers bæredygtighed.

”Vi er meget glade for DGNB Guld-certificeringen, da vi som bygherre og ansvarlig investor lægger stor vægt på den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed. Beboerne i Hummeltofteparken kan glæde sig over et hjem med sundt indeklima med gode lysforhold – og ikke mindst innovative og klimarigtige kvalitetsløsninger i holdbare materialer, der bidrager til lav varmeregning, lave driftsomkostninger og god klima-samvittighed. De bæredygtige løsninger bidrager også til at gøre det til en god og langsigtet investering for PensionDanmarks medlemmer,” siger Marius Møller, der er direktør i PensionDanmark.

Hummeltofteparken består af 151 kvalitetslejligheder og rækkehuse. Her har beboerne let adgang til togtransport fra Sorgenfri Station og stisystemer til Sorgenfri Slotspark, Åmosen og Lyngby Sø. Der er også let adgang til et supermarked i ejendommens stueetage, som også er DGNB Guld-certificeret.

De seneste år har PensionDanmark opført og investeret i flere nyopførte erhvervsejendomme. Alle ejendommene er, eller vil blive, DGNB-certificerede, når de står klar.

Fakta om Hummeltofteparken

  • 151 bæredygtige boliger fordelt på 21 rækkehuse (ejerboliger) og 130 lejelejligheder, hvoraf der er 10 ungdomsboliger, 92 familieboliger og 28 venne-boliger
  • Areal: I alt 15.400 m2 boliger, butiksareal på 1.500 m2 samt kælder med parkeringspladser på godt 7.500 m2
  • Samlet investering: 440 mio. kr.
  • Bæredygtighedscertificering: Forventet DGNB Guld
  • Beliggenhed: Hummeltoftevej, Sorgenfri i Virum
  • Bygherre og investor: PensionDanmark
  • Totalentreprenør: MT Højgaard
  • Arkitekter: Byggeri: Mannik & Storm – masterplanning og landskab: Werk Arkitekter
  • Salg og udlejning: Home, Virum