Foto: Direktør Peter Pedersen og Bygma Hillerød var indstillet af salgstrainee Louise Andersen til Årets Læreplads 2019
Business College Syd har udnævnt Bygma Hillerød til Årets Læreplads 2019. Indstillingen kom fra forretningens salgstrainee Louise Andersen, som har stor ros tilovers for sin arbejdsplads Bygma, Hillerød.
Hvert år kåres Årets Læreplads, af danske Erhvervsskoler og Gymnasier. Både elever og lærlinge har i denne forbindelse mulighed for at indstille deres læreplads til denne særlige hæder, og hvert uddannelsessted vælger den bedste indstilling. I 2019 er Business College Syds valg faldt på Bygma Hillerød.
Faglig og personlig udvikling
Direktør for Business College Syd Bente E. Jensen og teamleder Lone Marxen overraskede direktør Peter Pedersen og personalet i Bygma Hillerød med udnævnelsen og et diplom for Årets Læreplads. HR havde i denne anledning medbragt lagkage til alle medarbejdere og kunder, for at fejre den nye titel.
Alle i butikken stimlede sammen om direktøren og hans salgstrainee, mens Louise Andersens indstilling blev læst højt. ”Min arbejdsplads er noget helt særligt” stod der blandt andet i indstillingen, hvor Louise særligt fremhævede sin direktør, som giver hende mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt. Der var ros til det hjælpsomme team af kolleger og til en arbejdsplads, som lever 100 % op til forventningerne.
Fire indstillinger fra Bygma
Der var faktisk hele fire indstillinger fra Bygma blandt Business Collegs Syds kandidater. Udover Louises indstilling havde elever fra Bygma Bellinge, Bygma Haslev og Bygma Galten valgt at indstille deres arbejdsplads til den flotte nominering.
”Vi er stolte over udnævnelsen til Årets Læreplads 2019”, siger HR-direktør Anette Sondrup, ”Indstillingen sker helt på elevens eget initiativ, og det er da fantastisk at opnå hele 4 nomineringer det samme år. Vi gør rigtig meget for den unge generation og uddanner op til 50 nye elever om året. Vi tilbyder blandt andet udvekslingsophold i udlandet, og vi giver dem et ekstra ECTS-pointsgivende akademifag inden for salg, som de kan bygge videre på i deres uddannelse. Så det er en hæder vi virkelig sætter pris på”.