Foto: Henning Larsen Architects
Den verdenskendte arkitektvirksomhed Henning Larsen slår sig sammen med Rambøll Gruppen. De to har en fælles vision om at designe bæredygtige byer og bygninger, som skaber løsninger på de globale udfordringer.
Henning Larsen bliver en del af Rambøll Gruppen, men fortsætter under eget navn. I den nye organisation skal de fortsat designe byer og bygninger, som kan være med til at løse de globale udfordringer:
”Arkitektur i dag handler ikke kun om at designe og bygge, men om at løse konkrete udfordringer for mennesker. I den nye konstellation med Rambøll får vi adgang til verdens førende eksperter, teknologi og digitalisering, som vil udvikle vores arkitektur og projekter på helt nye måder i fremtiden,” siger Louis Becker, partner og design principal i Henning Larsen.
Med de nordiske rødder har både Henning Larsen og Rambøll et stærkt fokus på kvalitet, viden og samfundsansvar. At Henning Larsen nu bliver en del af Rambøll Gruppen er et strategisk skridt for Rambøll. I det kommende år er ambitionen at etablere en global arkitekturforretningsenhed med ca. 800 arkitekter og landskabsarkitekter. Ifølge koncernchef i Rambøll Gruppen Jens-Peter Saul betyder det, at Rambøll får mulighed for at komme endnu tættere på virksomhedens kunder.
Samarbejdet træder i kraft 2. januar 2020.