Den grønne omstilling er rykket tættere på byggeprojekterne rundt omkring i landet. Det viser STARKs undersøgelse KlimaPuls 2025/2026, hvor både boligejere og håndværkere forholder sig til klimaaftryk i byggematerialer og løsninger.
Flere håndværkere rådgiver i dag deres kunder om klimatiltag i byggeprojekter. Alligevel er byggeriet under pres på grund af manglende viden, mere kompleks lovgivning og uklare forventninger fra de private boligejere.
Det viser STARKs årlige KlimaPuls-undersøgelse 2025/2026, som tager temperaturen på den grønne omstilling i byggeriet blandt boligejere og håndværkere i hele landet.
Høje forventninger, men uklare krav fra boligejere
70 pct. af boligejerne forventer, at håndværkere kan gøre byggeprojekter mindre klimabelastende. Alligevel svarer kun omkring en tredjedel, at de ofte stiller konkrete krav – og håndværkerne vurderer niveauet endnu lavere.
“Omstillingen handler ikke kun om materialer, men også om kompetencer og samarbejde. Når boligejere forventer grønne løsninger, uden at kravene altid bliver tydelige, kan der nemt opstå misforståelser mellem dem og håndværkerne,” siger Christian Stokholm, Direktør for Strategi, Digital og Bæredygtighed i STARK, og fortsætter:
“Her er der brug for brobygning, og det ansvar tager vi gerne på os. De kan jo mødes i en STARK forretning”.
45 pct. af de private boligejere tænker på klima, når de køber byggematerialer, og tendensen er stigende viser KlimaPuls.
Flere håndværkere rådgiver, men færre føler sig klædt på
Flere håndværkere tager i dag rådgiverrollen på sig. Andelen, der rådgiver kunder om klimatiltag, er steget fra 36 pct. i 2024 til 50 pct. i 2025.
Samtidig er trygheden faldet. Fire ud af ti håndværkere er bekymrede for, om de kan leve op til kravene i bygningsreglementet, og seks ud af ti mangler viden om alternative byggematerialer.
“Det er meget positivt, at flere håndværkere træder ind i rådgiverrollen. Men hvis den grønne omstilling skal lykkes i praksis for alle, kræver det, at kompetence- og vidensniveauet følger med. Derfor er det vores opgave at give håndværkerne nem adgang til viden og digitale værktøjer, som de kan bruge i dialogen med deres kunder,” siger Christian Stokholm.
Renoveringsmarkedet halter efter
Undersøgelsen viser, at håndværkere, der primært arbejder med renovering, er mest skeptiske over for den grønne omstilling i byggeriet. De er mindst villige til at betale en merpris for mindre belastende materialer og mindst trygge ved at rådgive om klimatiltag i projekterne.
Bæredygtighedsdirektøren fra STARK mener, at der først sker ændringer, når der bliver sat lovkrav:
“Der stilles endnu ikke tilsvarende klimakrav til renoveringsopgaver, og det betyder, at en stor del af markedet halter bagefter. Når reguleringen også når renoveringsområdet, vil det accelerere omstillingen. Indtil da gør vi alt for at klæde håndværkerne på til at rådgive fx boligejerne, men forandringen sker først for alvor, når kravene bliver til lovgivning”.
Byggemarkederne bliver vigtigste kilde til viden
Flere boligejere og håndværkere søger i dag viden om byggematerialer, klimakrav i bygningsreglementet og løsninger, der kan mindske klimaaftrykket i byggeprocessen, hos byggemarkeder og producenter.
65 pct. af håndværkerne bruger byggemarkeder som videnskilde – en andel, der er steget markant, mens brugen af søgemaskiner er faldet. Samme tendens ses blandt boligejere.
“Når både boligejere og håndværkere peger på os som deres vigtigste kilde til viden, forpligter det. Vi vil gøre det nemmere at navigere i kravene og hjælpe med at omsætte kompleks regulering til konkrete valg i hverdagen,” afslutter Christian Stokholm.
Fakta: STARK KlimaPuls 2025/2026
- 2.747 kunder har deltaget i undersøgelsen
- Heraf 710 professionelle kunder og 2.037 private boligejere
- Undersøgelsen er gennemført af A&B Analyse
- Data er indsamlet i december 2025














